Jesper Østrup, ny direktør på Teknisk Skole fra nytår.(Foto: Per Rudkjøbing)

Jesper Østrup, ny direktør på Teknisk Skole fra nytår.(Foto: Per Rudkjøbing)

Idrætslærer ny direktør på Teknisk Skole

Ønsker forstærket samarbejde mellem Roskildes erhvervsskoler

Af
Af Torben Kristensen

Når den 62-årige Jesper Østrup fra nytår overtager stillingen som ny direktør på Teknisk Skole i Roskilde, er det en tidligere idrætslærer, som nu får det øverste ansvar for uddannelsen af kommende tømrere, mekanikere osv. på skolen ved Maglelunden. - Ja, jeg er cand. mag i dansk og idræt, som jeg også underviste i her på skolen, da jeg blev ansat per 1. august 1988, i øvrigt samtidig med den afgående chef, Per Lykke. Østrup er vokset op ved Boeslunde, nær Skælskør. Faderen var kaptajn på en Storebælts-færge og moderen sygeplejerske. Han læste på Københavns Universitet og underviste derefter i nogle år, først på Allerød Gymnasium og siden på Vesterbro Studenterkursus i hovedstaden. Gennem de første år i Roskilde, hvor han også bor, underviste Jesper Østrup i samfundsfag og idræt. Siden tog karrieren fart på Teknisk Skole, hvor han fik flere lederstillinger, inden han til sidst blev vicedirektør.

Mere samarbejde

- Mit mål er at fortsætte den gode udvikling, som vi har haft i Roskilde med Per Lykke som chef, siger Jesper Østrup. - Det bliver nødvendigt, at vi samarbejder mere med de andre erhvervsskoler her – ikke mindst Handelskolen og Slagteriskolen, der ligger lige i nabolaget ved Maglegårdsvej. - Men vi skal også samarbejde mere med de øvrige erhvervs-uddannelser på Sjælland, hvis vi skal leve op til de voksende krav. Samtidig ønsker Jesper Østrup af intensivere samarbejdet med områdets virksomheder: - Vi har brug for praktik til vores elever, og det virker også godt i undervisningen, når der kommer folk ind fra virksomhederne og fortæller de unge om, hvordan arbejdet i praksis skal udføres. Det er mere effektivt end ren teori. Teknisk Skole i Roskilde er efterhånden nået op på 3000 elever og har over 400 ansatte. Den årlige omsætning er nu 310 mio. kr.

Publiceret 10 November 2010 03:00