Skolebørn bestjålet

Indbrudstyve stjal natten til tirsdag 23 computere fra Roskilde Privatskole

- Der er en masse elever her på skolen, der føler sig krænket over, at nogen har stjålet deres arbejdsværktøj, fortæller skoleleder for Roskilde Privatskole, Lone Maynzhusen.
Efter hendes meningen er det ikke skolen, der er blevet mest ramt af, at ukendte gerningsmænd natten til tirsdag brød ind på skolen og stjal 23 bærbare computere, for skolens økonomiske tab bliver dækket af forsikringen.
Det store problem for Lone Maynzhusen er, at skolens elever pludselig har fået revet et vigtigt og meget personligt redskab væk.
- Det er selvfølgelig ikke elevernes egne computere, der er blevet taget, men jeg tror, at når man går på en mindre skole som Roskilde Privatskole, så føler man større ansvar for tingene, man har til rådighed, siger hun.
Tyvene er kommet ind på skolen ved at bryde hoveddøren op, og man har også knust et vindue ind til fysiklokalet.
Lone Maynzhusen fortæller, at skolen nu er i gang med at se på, hvordan man på bedst mulig vis kan forhindre lignende tyverier.
- Vi vil nu tage kontakt til nogle eksperter, så vi kan gå vores sikkerhedssystemer igennem og sikre os, at vi har det bedst mulige, siger hun.
Hos politiet har man ikke meget at fortælle om indbruddet, men kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællandspoliti Carsten Andersen understreger, at man er i færd med at undersøge sagen.
hew

Publiceret 10 November 2010 11:00