Suveræn madordning

Som forælder til to børn, en i vuggestue, og en børnehave, begge i Børnehuset Dommervænget, har jeg fornøjelsen af at opleve hvor god og meningsfuld en madordning kan være. Den kommunale madordning tilbyder hver dag sund og varieret økologisk kost. Jeg glæder mig hver dag over den entutiasme køkkenpersonalet og det øvrige personale udviser i forbindelse med måltiderne. Børnene bliver ofte medinddraget. Jeg har oplevet børnene har været med da et lam skulle parteres, høns og fasaner skulle plukkes, græskar udhules og meget mere. Børnene tilbydes varme retter flere gange om ugen, og til tider retter som de færreste selv laver hjemme: stegte sild, boghvedegrød, hjerter i flødesovs, stegt kyllingelever og meget andet. Efterårets frugter fra forældrenes haver bliver brugt til grød og kompot. TAK! til Børnehuset Dommervænget for at give mine børn gode madoplevelser - og vaner! En fjernelse af denne ordning vil være et stort tab for børnene. Roskilde kommune burde se godt og grundigt på "vores" madordning, og lade den være det gode eksempel! Kathrine Schiødt Fasanvej 9 Roskilde.

Publiceret 10 November 2010 03:00