(Fotos: JCJ).

(Fotos: JCJ).

Nissan Juke deler vandene

Den nye crossover fra Nissan, som har fået navnet Juke, er på mange måder et vovestykke, som man intet elsker eller hader

Af
Martin van Dijk

UGENS BILTEST : En ting er helt sikkert, Nissan Juke vækker opsigt, og det er ikke en bil, som man lige glemmer, når man har set den.
Hvorvidt det så skyldes, at man synes den er tudegrim eller pæn, sjov og anderledes vil selvfølgelig altid være et subjektivt spørgsmål, men Nissans designere har i hvert fald skabt en bil, som skiller sig ud fra mængden - og respekt for det.
Jeg kan så lige så godt afsløre med det samme, at jeg tilhører den fløj, som rent faktisk synes, at Nissan Juke er mere end en anderledes bil, for efter min mening, så har designerne ramt plet med Nissan Juke.
Der er selvfølgelig visse ting, som sagtens kunne være bedre og anderledes, men overordnet er Nissan Juke en vellykket bil.

En sjov blanding

Nissan Juke er den tredje bil i Nissans krydsningsprogram, som tidligere har budt på en succes og en bil, som vel nok er forsvundet fra de flestes erindring igen.
For mens Nissan Qashqai har været en stor succes herhjemme, så var det første gadekryds, som havde navnet Murano, næsten usynlig på det danske marked.
Det er selvfølgelig umuligt at forudsige, hvordan det nye gadekryds vil klare sig, men et kvalificeret bud må være et sted midt imellem.
For selv om Nissan Juke på mange måder er en interessant bil, så er krydsningen mellem en SUV og en lille sporty hatchback alligevel nok for speciel til for alvor at blive allemandseje, men charmerende er den, og så kører den også yderst tilfredsstillende.

Køreglæden er i top

For udover det specielle ydre, så er Nissan Juke faktisk ganske god til det, som biler er skabt til – nemlig at køre. For selvom man godt kunne frygte, at den store frihøjde, der er hentet fra SUV?en, mikset med den lille coupéagtige profil ville få konsekvenser for køregenskaberne, så er det faktisk ikke tilfældet.
Styringen er stram og præcis, ligesom der er skruet godt ned for støjen i kabinen.
Jeg vil dog klart anbefale, at man vælger den 1,6 liters benzinturbomotoren med 190 hestekræfter, da den har det overskud, der skal til for at give en rigtig god køreoplevelse, mens den 1,6 liters benzinmotor med 117 hestekræfter, som er alternativet i øjeblikket, ikke helt slår til, når der for alvor skal accelereres på motorvejen, men det er selvfølgelig en mindre ting, som det er til at leve med. Det vil desuden også være muligt at købe en Nissan Juke med en 1,5 liters dieselmotor, men den lanceres først sidst i november eller først i december, så den vil vi ikke beskæftige mere med i denne omgang.

En indvendig motorcykel

Når man stiger ind i Nissan Juke, ser man også straks, at en del af de funky detaljer er ført med ind i kabinen. Blandt andet har designerne hentet inspiration fra tanken på en motorcykel, da de skulle udforme den store kasse omkring gearstangen, og hvorvidt det er et vellykket eksperiment, vil jeg lade være op til folk selv at bedømme.
Ellers er kabinen fint udstyret, og aircondition og kørecomputer er blandt andet standard, og hvis du bevæger dig op i topmodellen, som hedder tekna, så får du blandt andet også integreret navigation og bakkamera.
Bilen er venligst udlånt af Nissan i Køge, hvor den kan ses og prøvekøres.

Publiceret 14 November 2010 14:00