Bestjålet med kaffe og kage

Bare fordi man er i færd med at begå tyveri, behøver man vel ikke være ubehagelig.
En 83-årig dame havde lørdag eftermiddag omkring klokken 15 ubudne gæster i sin lejlighed på Vestergade.
- Kvinden sad og spiste noget mad, hun lige havde fået bragt til hjemme, da hun pludselig opdagede, at der var en ukendt kvinde i hendes lejlighed, fortæller Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands kommunikationsafdeling.
Han forklarer, at politiet antager, at kvinden var kommet ind, fordi døren ikke var blevet låst, efter den 83-årige havde modtaget sin mad.
- Da den ældre kvinde opdager, at der er kommet en fremmed kvinde ind i lejligheden, forsøger hun at rejse sig fra bordet. Men den fremmede kvinde holder blidt på hende og siger, at hun skal blive siddende, så hun kan få noget kaffe og kage, fortæller Jan Lauritzen.
Da viser det sig, at der også er kommet en mand ind i lejligheden.
Mens den yngre kvinde holder på den 83-årige, roder han nogle skuffer og en taske igennem.
De to tyve snupper et ukendt beløb i kontanter, inden de stikker af fra gerningsstedet.
Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne i kontakt med personer, der har set noget mistænkeligt i området i tiden omkring klokken 15 lørdag eftermiddag.
hew

Publiceret 15 November 2010 11:45