Tennisstjernen - nummer et på verdensranglisten - er trods sin unge alder æresmedlem af sin barndomsklub, Køge Tennisklub. (Pressefoto).

Tennisstjernen - nummer et på verdensranglisten - er trods sin unge alder æresmedlem af sin barndomsklub, Køge Tennisklub. (Pressefoto).

Flotte resultater af Wozniacki og Køge Tennisklub

Køge Tennisklubs tidligere spiller og nuværende æresmedlem, Caroline Wozniacki, har haft en forrygende august måned med sejre i Farum, Montreal og New Haven og er topseedet til de kommende ugers Grand Slam, US Open.
I Køge Tennisklub fortsætter ungdomsarbejdet og talentudviklingen og klubbens førstehold har haft en flot sæson.
Holdet havde som målsætning for sommersæsonen 2010 at blive i Serie 1 og samtidig spille en række unge spillere ind på holdet. Holdet har bestået af en blanding af juniorer, etablerede spillere samt spillere som snart har alder til old boys og enkelte til veteran-tennis.
Holdet sluttede på en flot fjerdeplads – men var helt frem til de sidste to spillerunder med til at spille om oprykning. De sidste to holdkampe blev dog tabt med knebne 5-4.
Alle 9 spillere, som har deltaget på holdet, har prøvet at vinde kampe og 3 spillere er gået ubesejret gennem sæsonen.

Juniortalenterne

Kun 14 årige Jonas Zacho Larsen fik i vinterens løb debut på holdet og har deltaget i 5 holdkampe.  Jonas er klubbens største talent på herresiden. Jonas har vundet 3 af 9 kampe fordelt med 1 sejr i single og 2 af 4 doubler sammen med Christian.
Deltagelsen på holdet har givet Jonas stor udfordring – men samtidig også erfaring, som kan bruges i de mange ungdomsturneringer, som Jonas deltager i og af og til også vinder.
Sommersæsonen gav debut til den kun 13 årige Caroline Godborg. Caroline spillede en række flotte kampe. Caroline har spillet 5 kampe - alle 3 singler blev tabt men 1 af de 2 doubler blev vundet sammen med Ida. Caroline har kun spillet tennis i 2 sæsoner, men har allerede udviklet sit spil til et flot niveau.
Rikke Rasmussen på 16 år har deltaget et par år på holdet. Rikke fik igen vist prøver på sit flotte spil og ikke mindst en imponerende fysik og styrke (her kunne et par af de lidt ældre herrer lære noget). Rikke har vundet 4 af 6 kampe, fordelt med 2 af 3 singler og 2 af 3 doubler.

De etablerede

Spillende holdleder Christian Johannesen har spillet både single og double i alle 7 holdkampe. Christian nærmest chokstartede sæsonen med sejre i de 2 første singler, hvilket ikke er sket i flere år.
Efterfølgende er det ikke blevet til flere singlesejre, men til gengæld har Christian vundet 4 herredoubler med henholdsvis Jonas og Michael.
- Nicklas Andersen har ligeledes deltaget i alle 7 holdkampe. I de 14 kampe har Nicklas vundet 3 singler og sammen med Brian er 6 doubler vundet. En af doublerne er vel året kamp/comeback. I holdkampen mod Ishøj var stillingen 4-4. Nicklas/Brian havde tabt 1 sæt og var bagud 5-1 i 2. sæt. Det lykkedes alligevel Køge-parret at vinde doublen og dermed holdkampen med 5-4, oplyser Brian Hansen på vegne af Køge Tennisklub.
Ida Henningsen har deltaget i 5 holdkampe, hvor det er blevet til 6 sejre i 10 kampe, idet både 2 single og 2 doubler er vundet. Ida er kendt for aldrig at give op uanset stillingen i kampen. Det er således blevet til sejre i nogle lange maraton-kampe.
Sofie-Amalie Schmidt Nielsen har i efteråret deltaget i 2 holdkampe. Når Sofie-Amalie er i form og har spillelyst, er hun klubbens dygtigste spiller på pigesiden. Sofie-Amalie har da også vundet alle 4 kampe, 2 singler og 2 doubler. Sofie-Amalie er en af kun tre ubesejrede spillere på holdet.

De ”gamle” rutinerede

Michael Mogensen har deltaget i 3 holdkampe. I de første 2 holdkampe vandt Michael overbevisende 2 herredoubler og 1 single efter flot spil. I årets sidste holdkamp måtte Michael dog trække sig midt i singlen med en skade.
Jan Hansen er superreserven, som træder til, når der er afbud. Jan har deltaget i 3 singler, som alle er blevet vundet, hvorfor Jan har gået ubesejret gennem sæsonen. Jans kendetegn er fejlfrit spil, sikkerhed og fysik, hvilket slider modstanderne op.
Brian Hansen er sidste ubesejrede spiller. 10 kampe/ 10 sejre taler sit eget sprog, heraf 4 i single og 6 i double med Nicklas.
Vinterthalvåret er over os, og spillerne er klar til at forsvare klubbens ære i indendørs holdturneringen.
pm

(Colourbox).

(Colourbox).

Publiceret 15 November 2010 16:15