Røveri på Hestetorvet

To personer fra henholdsvis Farsø og København blev i lørdags varetægtsfængslet for at have truet en 18-årig mand til at overlevere sin jakke. Røveriet fandt sted lidt efter klokken 03 fredag nat på Hestetorvet. Politiet var dog hurtigt på pletten, og allerede 20 minutter senere anholdt man de to sigtede. De to varetægtsfængslede er 17 og 21 år gamle. Der blev også anholdt en 18-årig mand fra Roskilde i forbindelse med røveriet, men han er blevet løsladt igen. Det er på nuværende tidspunkt ikke klart, om den 18-årige også er sigtet i sagen. De to fængslede skal sidde inde indtil mindst 9. december. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 15 November 2010 10:15