Formand for Køge Kultur Fond, Svend Aage Nielsen overrækker legaterne til Lasse Ebbeskov Jensen og Betricia Digsmed-Wrem. (Privatfoto).

Formand for Køge Kultur Fond, Svend Aage Nielsen overrækker legaterne til Lasse Ebbeskov Jensen og Betricia Digsmed-Wrem. (Privatfoto).

Skulderklap til musikalske Køge-talenter

Køge Kultur Fond uddelte legater i forbindelse med Elton John Jam koncerten lørdag eftermiddag.

Lørdag eftermiddag blev to musikalske Køge-talenter 10.000 kr. og et stort skulderklap rigere, da Køge Kultur Fonds formand, fhv. Rambøll-direktør Svend Aage Nielsen, udpegede dem som kulturfondens legatmodtagere for 2010 på Hotel Hvide Hus i Køge.
Legatmodtagerne blev Lasse Ebbeskov Jensen og Betricia Digsmed-Wrem – begge elever på Musikalsk Grundkursus i Køge.
Lasse Ebbeskov Jensen er 19 år, student fra Køge Gymnasium, og spiller rytmisk klaver. Han elsker boogie-woogie og bluesklaver, og efter legatmodtagelsen gav han nogle forrygende smagsprøver på begge dele – godt understøttet af sine venner med bas og trommer.
Betricia Digsmed-Wrem er 20 år, går på Køge Gymnasium, og uddanner sig i rytmisk sang. Beatricia Digsmed-Wrem også gav et par prøver på sin kunnen i 2 selvkomponerede rocknumre - godt bakket op af sine bandvenner med sang, guitar, bas keyboard og trommer.
- To lokale musikalske talenter, som publikum med stor applaus bakkede op om, og som man med sikkerhed kommer til at høre mere til på deres videre færd i deres musikalske verden, forsikrer Bruno Juul fra Køge Kultur Fond.
Legatuddelingen var ”pakket ind” i en musikalsk ramme i form af en Elton John Show Koncert – ”A live tribute to Elton John” - et flot ”flash back” på Elton Johns produktion over fire årtier – leveret af bandet Elton-Jam.
Bandets frontfigur, Kewin Kirkeby, fortolkede sammen med bandet på fortræffelig måde en mængde af Elton Johns sange og melodier. Kewin Kirkeby trakterede i øvrigt ”The Red Piano” på et helt suverænt og dynamisk niveau. Med sig i det veloplagte og velspillende band havde han Jørgen Jensen på trommer, Tonny Kragh på guitar og Carsten Andersen på bas.
300 veloplagte publikummer nød den flot opsatte showkoncert i de smukke rammer på Hotel Hvide Hus i Køge – dæmpet belysning, candle-light-stemning med de hvide duge med blomster og levende lys.
Efter koncerten serverede hotellets nye veltrimmede ”besætning” en lækker ”Elton-John-menu” i hotellets restaurant for de koncertgæster, der havde lyst til et måltid mad.
pm

300 veloplagte publikummer nød den flotte koncert A live tribute to Elton John. (Privatfoto).

300 veloplagte publikummer nød den flotte koncert A live tribute to Elton John. (Privatfoto).

Kewin Kirkeby bag det røde flygel. (Privatfoto).

Kewin Kirkeby bag det røde flygel. (Privatfoto).

Publiceret 15 November 2010 14:00