Tag til julestue på Bredekærgård

Lørdag den 27. og søndag den 28. november slår Bredekærgård stalddørene op for årets hyggelige julestue med oplevelser for hele familien

Sidste weekend i november gjalder Torslunde gamle byhorn igen på Bredekærgård, når den traditionelle og populære julestue åbner med et væld af juleboder og aktiviteter for både børn og voksne.

Julestuen på Bredekærgård er åben lørdag den 27. november klokken 12-16 og søndag den 28. november klokken 10-16, og der er selvfølgelig gratis adgang for alle interesserede.

På Bredekærgård vil der være vikinger på gårdspladsen og hestevognskørsel, hvis vejret tillader det. Gårdbutikken har åbent og sælger pølser, ost og vin, og cafeen byder på gløgg, æbleskiver, ris`a la mande med mandelgave, grillpølser, øl, vand, kaffe og te.

I julestuens boder kan man for eksempel købe eller se på blomster, kranse, juledekorationer og pileflet, tørklæder, smykker og tøj, hjemmelavede kryddersnaps og mjød, dukkemøbler, lys, ovnformet glas, håndmalet glas og perler og selvfølgelig julenisser, kravlenisser, strømpenisser, engle og julekort.

Julestuen byder også på muligheden for selv at prøve kræfter med ældre håndværk. Der er en workshop med pileflet, og en billedskærer viser ting i sit arbejdende værksted. Endelig giver biavlerforeningen smagsprøver på honning, fortæller om biavl og sælger honning og vokslys. Søde nissepiger vil dele pebernødder ud, og måske er du også heldig at møde den sære landsbybonde.

Bredekærgård og Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk Forening står bag Julestue på Bredekærgård, der foregår på adressen Tranegilde Bygade 4, 2635 Ishøj.

null

Publiceret 15 November 2010 11:19