Fra venstre ses de nye ejere: Henrik Jensen og Gert Vedel Rindom – og yderst til højre, som overrækker billedet: Harry Nielsen fra Lions Club i Køge. (Privatfoto).

Fra venstre ses de nye ejere: Henrik Jensen og Gert Vedel Rindom – og yderst til højre, som overrækker billedet: Harry Nielsen fra Lions Club i Køge. (Privatfoto).

Maleri er tilbage på Guldfisken

Lions Club Køge leverer maleri af Hanne Dahlstrøm tilbage hvor det kom fra.

Kunstmaler var Hanne Dahlstrøm ikke. Men i 1969 malede hun, ligesom andre prominente personer i Køge by, et maleri, der bortauktioneredes i forbindelse med en af de første Lions Club aktiviteter i Køge.
Formålet var nu som dengang at skaffe penge til de mange humanitære formål. Maleriet, der selvfølgelig forestiller nogle fisk, vender nu på en måde tilbage hvor det hører hjemme, nemlig på restaurant Guldfisken på Køge Havn.
- Ældre Køgeborgere vil kende Hanne Dahlstrøm som den  utroligt livfulde og aktive tidligere ejer af restaurant Guldfisken. Hanne Dahlstrøm ejede Guldfisken, der er Køge Havns ældste værtshus og tidligere tolderbolig, fra begyndelsen af 1960'erne. Her skabte hun på kort tid et fantastisk restaurant- og musikmiljø, og sig selv et umådeligt populært ry. Det fortsatte indtil hendes alt for tidlige død som 61 årig i 1985. Men Hanne var også 'gået til den' med fuld fart, fortæller Per Sørensen fra Lions Club Køge.

Jazz hele året

Hver lørdag spillede kendte Jazz-orkestre. Indenfor om vinteren, hvor folk stod som sild i en tønde og jazzede med. Om sommeren i haven med dans, hvis der var plads.  Guldfisken blev stedet for havnens folk, fiskere og mere kendte som radio- og tv-folk, kunstnere, musikere og skuespillere.
I mange år var der tillige udlejning af værelser, og det lå fast, at Rejseholdets folk kun ville indlogere sig på Guldfisken, når de var i byen.
Guldfisken har siden Hanne Dahlstrøms dage levet en lidt omtumlet tilværelse. Men den 2. juni 2010 genåbnede Guldfisken med de nye værter Gert Vedel Rindom, kendt fra Bjæverskov Forsamlingshus, og Henrik Jensen. De har haft en forrygende god sommer med glade og tilfredse gæster for det gode køkken. Og jazzen er kommet tilbage på Guldfisken.

”Hanne vender tilbage”

Fiskemaleriet, som Hanne lavede, blev købt af Jørgen Nyboe fra Lions Club og kan nu leveres tilbage. De nye værter har ”tilbagekøbt” Hanne Dahlstrøms maleri, og tiltænker det sikkert en fremtrædende plads på væggen i restauranten.
- På den måde vender Hanne så at sige tilbage til sin restaurant, hvor hun, fra sin glade jazz-himmel, gennem fiskene på maleriet kan holde et godt øje med livet og musikken på restaurant Guldfisken, slutter Per Sørensen.
pm

Fra venstre Gert Vedel Rindom og Henrik Jensen med Hanne Dahlstrøms billede, malet i 1969. (Privatfoto).

Fra venstre Gert Vedel Rindom og Henrik Jensen med Hanne Dahlstrøms billede, malet i 1969. (Privatfoto).

Publiceret 16 November 2010 12:00