Kim Milton under hans foredrag hos Køge Boldklubs Venner onsdag aften. (Foto: JCJ).

Kim Milton under hans foredrag hos Køge Boldklubs Venner onsdag aften. (Foto: JCJ).

Lang næse til Køge Boldklubs Venner

Har ikke fået en krone ud af indsatsen ved Køge Festuge 2010

- Vi havde sat næsen op efter at tjene nogle penge til Køge Boldklub, og var også sat det i udsigt af Køge Festuge, men nu her nogle måneder senere har vi fået et brev, hvor de meddeler at der ikke bliver penge til os alligevel.
Køge Boldklubs Venners formand Joop Vos, kunne på generalforsamlingen onsdag aften i klubhuset, fortælle de 70 fremmødte medlemmer, at foreningen havde stillet 22 mand til rådighed for Køge Festuge, der ydede over 200 timers arbejde fra et af udskænkningsstederne på Køge Torv.
Men foreningen har kun modtaget et brev med tak for indsatsen og at Køge Festuge håbede at man ville være med igen i 2011.
- Vi er ikke den eneste forening i Køge der har fået en lang næse, fastslog Joop Vos.
Køge Boldklubs Venner har alligevel kunne støtte Køge Boldklub med over 12.000 kr. i det forløbne år, oplyste formanden.
Kasserer Sven Erik Svensson, og bestyrelsesmedlemmerne Henning Andersen og John Nielsen blev genvalgt, på generalforsamlingen der som sædvanlig var ultrakort og kun varede otte minutter. De gule ærter med tilbehør ventede deltagerne.
Efter spisningen var der foredrag af tidligere FIFA-dommer Kim Milton, der levende berettede om nogle af de mange oplevelser han haft som topdommer rundt i hele verden.
Det var blevet til 154 kampe i udlandet, deltagelse i to VM- og tre EM-slutrunder og tilhørerne fik også en beretning om udvisningen af David Beckham ved VM i 1998 og den efterfølgende belejring fra den engelske presse i ugerne efter VM.
pm

Publiceret 18 November 2010 09:45