Masser af børn og voksne fandt vej til legedag i Ejbyhallen.

Masser af børn og voksne fandt vej til legedag i Ejbyhallen.

Leg, latter og redskabsbaner

- Vi er meget glade for den store tilslutning der var til vores arrangement i Ejbyhallen lørdag den 13. november. Omkring 80 børn i alderen fra 1 1/2 til 11 år og 30 voksne fandt vej til redskabsbanerne, fortæller formand for Ejby Gymnastik Betina Holmelund om den store legedag, der altså samlede mange mennesker.
Formålet med legedagen var at få sat fokus på gymnastik i lokalsamfundet, og den blev gennemført med hjælp fra både instruktører fra DGI-Karavanen, som stillede deres redskaber og store erfaring til rådighed, samt Ejby Gymnastiks egne instruktører. De bød alle børn og voksne ind til leg i Ejby Hallen, og arrangørerne kunne blandt andet glæde sig over, at det lykkedes at få mange deltagere, der ikke i forvejen er en del af Ejby Gymnastik.
- Som evaluering på dagen, har vi udleveret et lille spørgeskema til deltagerne, og her er det overraskende og meget positivt at se, at vi denne gang har fået fat i en del nye, som ikke i forvejen har tilknytning til Ejby Gymnastik, og som har mod på at prøve mere af den slags. Og derfor vil vi betegne dagen som en succes. Også den inspiration og lyst til at gribe tingene an på nye måder er meget forfriskende for alle instruktører. Og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi arrangerer sådanne aktivitetsdage, siger Betina Holmelund.
pm

Publiceret 18 November 2010 11:00