Glade mennesker invaderer Køge Rådhus…!

Af
Af Jørgen Petersen

Kære læser!
Selvom det altoverskyggende problem i denne tid er den store mangel på p-pladser vi får i Køge centrum, når hele Køge Kyst-projektet starter op, har jeg lyst til at starte med noget af det positive.
Til den positive ende af skalaen hører absolut Køge Kommunes fejring af kommunens mange dygtige idrætsudøvere. Det er blevet en tilbagevendende tradition, at byens borgmester inviterer til denne hyggetime, og glædeligt er det at konstatere, at ikke blot idrætsudøverne bakker op om arrangementet – der er også blevet flere af dem!
Mere end 200 kunne have deltaget i år, hvis alle mødte op. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at samle alle, men deltagerantallet har vist i skrivende stund sneget sig op over de 125 deltagere, og derfor er arrangementet også henlagt til det største lokale på rådhuset, nemlig kantinen.
Som en ekstra ”krølle” på arrangementet er der en nyhed i år, hvor lørdagsavisen.dk , sammen med Køge Kommune, Køge Handelsstandsforening og en del af byens pengeinstitutter kårer ”Årets idrætsnavn” og ”Årets foreningsleder”.
Det er naturligvis en ære i sig selv at blive nomineret og valgt til en af de to priser, men sammen med æren og diplom følger også en dejlig rar check på kr. 15.000,- til hver af vinderne i de to kategorier.
Det er en dommer-komite, bestående af Borgmester Marie Stærke, Kulturudvalgsformand Erik Swiatek, samt repræsentanter fra Køge Handelsstandsforening, Køge Medie Center, Nordea, Nykredit, Spar Nord, Spar Lolland og Danske Bank, der udvælger de nominerede – hovedsalig ud fra indstillinger, og der vil være 3 nominerede i hver gruppe til sidst, hvoraf vinderen afsløres på torsdag. Jeg vil selv stå for præsentationen af hele proceduren på torsdag, mens Borgmester Marie Stærke overrækker priserne.
Dommer-komiteen var samlet torsdag eftermiddag, og var enige om at nominere repræsentanter fra Ejby IF Fodbold, Køge Spejderne og Køge Kricket Klub til prisen ”Årets foreningsleder” og i kategorien ”Årets idrætsnavn” står kampen mellem en eller flere personer fra Køge Svømmeklub, Køge Orienteringsklub og
Køge Bueskyttelaug.
Komiteen var også fuldt ud enige om vinderne af de to priser…men det afslører vi først på torsdag eftermiddag i kantinen på Køge Rådhus.

- og så til det store problem: p-pladser

Jeg er udmærket klar over, at jeg i manges øjne vil blive karakteriseret som en kværulant, men det vil jeg blæse på i denne situation.
Vi er på vej mod så store problemer med parkering i Køge midtby, at vi er nødt til at tage gevaldigt – og meget hurtigt – fat om problemerne.
Køge Kommune har taget fat, bl.a. ved at indbyde interessenter til et møde i mandags, hvor man fra kommunens side lagde det op til forsamlingen, at finde de 500 p-pladser som antagelig vil forsvinde i forbindelse med opstarten af hele Køge Kyst-projektet.
Det er prisværdigt nok, at man spørger ind til gode ideer, og forhåbentlig støtter man sig ikke længere til den rapport, som man har fået udarbejdet af Tetraplan i april 2010. Den er lavet som en postkort-analyse, men det kan man i hvert fald ikke bruge til ret meget.
Analysen viser bl.a., at der er masser af p-pladser på Køge Torv – 104 stk. i alt – og om lørdagen er der konstant omkring 30 ledige p-pladser i tidsrummet mellem kl. 9 og kl. 12. Endvidere er holdepladserne mod øst - ud for pølsevognen - kategoriseret som p-pladser.
Hvis man bare engang imellem færdes en lørdag på Køge Torv vil man være vidende om, at de ca. 30 ledige pladser er besat af grønt- og blomsterhandlerne, og holdepladserne mod øst er taxa-holdepladser.
En så mangelfuld analyse kan end ikke politikere bruge til at ”vaske hænder” i…
- rigtig go´ weekend!

Publiceret 19 November 2010 10:30