Vikingeskibsmuseet set fra vandsiden. Museumsfolkene inde i bygningen er i gang med at lede efter besparelser på helt ned til 2.000 kr.

Vikingeskibsmuseet set fra vandsiden. Museumsfolkene inde i bygningen er i gang med at lede efter besparelser på helt ned til 2.000 kr.

Ingen kære mor

Kommunen beskærer Vikingeskibsmuseet. Museet beskærer åbningstiden

Af
Jeppe Olsen

Der er ingen kære mor. Vikingeskibsmuseet må indstille sig på et mindre tilskud fra kommunen, end man har været vant til. Det er essensen af borgmester Poul Lindor Nielsens svar til tre tillidsrepræsentanter, som tidligere på ugen i et åbent brev luftede deres frustration over det faldende drifttilskud.
- Jeg tror alle er klar over, at vi i kommunen gennemfører besparelser i et hidtil uset omfang. Vi manglede 150 mio. kr. for at få balance i budgettet for 2011, lyder det i borgmesteren svar.
Og videre meddeler Poul Lindor Nielsen:
- Derfor har vi været nødt til at se på budgetterne i hele kommunen. Intet har været fredet. Det gælder selvfølgelig også på kultur- og idrætsområdet og dermed museerne.
- Vi har ikke længere råd til at yde et tilskud på helt samme høje niveau som hidtil. Kommunens tilskud til Vikingeskibsmuseet bliver i 2011 sat ned med rundt regnet en mio. kr. Det er naturligvis mærkbart, men kommunen vil fortsat give et bidrag på 8,7 mio. kr.

Koster på åbningstiden

Museumsdirektør Tinna Damgrd-Sørensen skjuler ikke sin skuffelse.
- Dette er ikke en god dag, siger hun.
- Der er ikke noget overflødigt fedt på organisationen. Vi har netop gennemført en omfattende omorganisering efter Havhingstens hjemkomst, og har i den forbindelse vurderet hver eneste stilling og hver eneste medarbejder.
Til spørgsmålet, om der ikke er noget sundt og rigtigt i at gennemgå alle poster med tættekammen, svarer hun:
- Det mener jeg principielt, at der er. Og i mine 14 år i stillingen har jeg været med til at gennemføre seks omfattende sparerunder.
- Nu er vi helt dernede, hvor vi leder efter beløbs-størrelse på 2.000 kroner. Vi må fyre receptionisten og halvere rengøringen.
Dertil kommer at åbningstiden beskæres med en time hver dag bortset fra i sommerferien.
- Det går mindre ud over indtægterne end en lukkedag, forklarer Tinna Damgård-Sørensen.

Publiceret 19 November 2010 10:00