Politianmeldelse gik helt i fisk

Ældre dame tog fejl af opgang i Bjerggade i Køge, og spildte politiets tid

Uddrag af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport:
Ups, forkert opgang...
Kl. 1437 anmeldte en ældre medborger i en opgang på Bjerggade, at hun ved 1215-tiden var blevet frastjålet madvarer. Anmelder kom hjem og satte  to poser med bl.a. fem pakker frosne fisk i opgangen og forlod dem kortvarigt. Da hun kom tilbage, var poserne væk. Kvinden kunne dog en times tid senere oplyse politiet, at poserne nu var fundet. Kvinden var nemlig gået ind i den forkerte opgang og sat poserne. Kvinden undskyldte for ulejligheden og fortalte, at hun nu skulle hjem og havde masser af optøet fisk til aftensmad.
Efterlysning af vidner – Greve
Lokalpolitiet i Karlslunde efterlyser vidner til en voldsepisode på stien ved Søagervej i Greve søndag den 141110 kl. ca. 0210. En 32-årig mand fra København løb på stien sammen med en ven. De skulle nå toget. Foran dem gik en mand. Da de indhentede ham, svingede han en pose i ansigtet på den 32-årige. Han faldt om med brækket kæbe. Manden havde tilsyneladende troet, at forurettede og vennen løb for at overfalde ham. Selv om han fik at vide, at det hele var en misforståelse, gik manden imidlertid fra stedet.
Lokalpolitiet i Karlslunde vil gerne tale med manden, som beskrive som:
-          30-35 år, etnisk dansk, 180-185 cm. høj, alm. af bygning, rødligt skæg der var langt i fronten af ansigtet og trimmet i siderne, muligvis flettet. Han var iført mørkt, poset tøj. Han bar en pose eller en sæk af nylon.
Brandundersøgelse – Avnstrup, Lejre
Kl. 1056 kørte politi og brandvæsen til asylcenteret på Avnstrupvej, hvor der var tændt ild i nogle klude på gulvet i et tidligere baderum. Ilden blev hurtigt slukket, og der skete ingen skade på bygninger. Politiet undersøger, hvem der satte ild på tøjet.
Dom i voldssag – Roskilde
Onsdag afsagde retten i Roskilde dom over tre mænd på 18, 18 og 20 år fra Roskilde, som overfaldt den 280710 først på eftermiddagen overfaldt en 21-årig mand og en 19-årig kvinde i tunnelen ved stationen i Roskilde. Den 20-årige blev idømt en fællesstraf på 8 måneders fængsel og en bøde på 16.000 kr. Èn af de 18-årige blev idømt fællesstraf på  9 måneders fængsel og en bøde på 17.500 kr., mens den sidste blev idømt en fællesstraf på 7 måneders fængsel. Alle tre ankede dommen.
Anholdelse – Greve
Kl. 1210 bemærkede en politipatrulje på Karlslunde rasteplads en varebil, som kørte lidt for friskt ud fra tanken til motorvejen. Patruljen besluttede at tale nærmere med føreren af bilen, og fulgte den til Mosede Landevej, hvor føreren kørte over to kryds, selv om der var rødt lys. Bilen blev standset, og det viste sig, at nummerpladerne på bilen var stjålne. Politiet anholdt føreren, en 22-årig mand fra Roskildes opland og en 19-årig mand fra Frederiksberg. Deres forhold blev undersøgt nærmere,  og da politiet fandt ting, der kunne indikere, at de to var ude for at lave indbrud, blev begge sigtet for forsøg på indbrud. Den 22-årige blev også sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Efter afhøringen blev begge løsladt.
Straksdom – Roskilde
Kl. 1245 blev en 21-årig mand fra Rumænien fremstillet i retten. Han var sigtet for dokumentfalsk, idet han ved Kvickly på Hyrdehøj Bygade onsdag blev taget i at stå og sælge bladet ”Hus Forbi”. Han havde ikke tilladelse til at sælge bladet, og havde lavet et falsk identifikationsskilt. Den 21-årige blev idømt en straksdom på 30 dages betinget fængsel og udvisning fra Danmark.
Narkotika – Roskilde
Kl. 1340 var politiet på visit hos en 21-årig mand på hans bopæl i den vestlige del af Roskilde by. Man mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika, og politiet fandt da også 32 stk. ecstacypiller. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om narko.
Tyveri fra taske – Ringsted
Kl. 1422 anmeldte en 73-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 1045 var udsat for tyveri, mens hun handlede ind. Hun var I Rema 1000 i Jyllandsgade, da hun opdagede, at hendes pung, som lå i tasken, var stjålet. Hun havde ikke selv set nogen mistænkelige personer, men et vidne havde umiddelbart efter tyveriet set to kvinder, der småløb fra forretningen til en hollandsk registreret personbil. Kvinderne kunne være tyvene. Senere blev der hævet penge på dankortet, som lå i pungen.
Spirituskørsel – Havdrup, Solrød
Kl. 1550 anholdt politiet på Tykmosevej en 37-årig mand fra Solrød Strand for spirituskørsel i en varebil. Da der var taget en blodprøve, blev manden løsladt.
Kl. 1602 standsede politiet på samme sted en 39-årig mand fra Roskildes opland. Han havde ingen førerret, så han blev skrevet for det.
Spirituskørsel – Køge
Kl. 1858 så en patrulje en personbil på Kogleaksvej. Bilen blev kørt af en 28-årig mand fra Køge. Politiet standsede bilen, og skønnede den 28-årige påvirket af spiritus. Han måtte slippe en blodprøve, og blev derefter løsladt.
Spirituskørsel – Greve
Kl. 2015 blev en 41-årig mand uden fast bopæl anholdt på Godsvej. Han blev standset af en patrulje, da han kørte en personbil. Manden havde drukket spiritus, så han blev anholdt, og der blev taget en blodprøve af ham. Herefter løsladt.
Våbenlov og narkotika – Greve
Kl. 2205 blev en 21-årig mand, som befandt sig på en adresse i Greve, sigtet for at være i besiddelse af en joint og en tåregasspray. Han blev sigtet for overtrædelse af våben- og narkolovgivningen.
Beruset mand – Roskilde
Kl. 0021 fik politiet anmeldelse om, at der på Jernbanegade lå en beruset mand og flød. En patrulje kørte til stedet og fandt da også en 30-årig beruset mand fra Odense. Men da den 30-årige på ukendt vis var kommet til skade med sit ene ben, blev han med ambulancen fragtet til sygehuset, hvor han kom under kyndig behandling.
Narkopåvirket bilist – Solrød
Kl. 0145 anholdt politiet ved Solrød Center en 23-årig mand, som var fører af en personbil. Politiet mistænkte den 23-årige for at være påvirket af narkotika. Der blev taget en blodprøve af ham, og analysen af den vil vise, om den 23-årige var narkopåvirket.
Tyverialarm – Ringsted
Kl. 0312 fik politiet anmeldelse om en tyverialarm i bodega Baghuset på Sct. Hansgade. Heldigvis var der ikke noget galt, men et åbentstående vindue havde aktiveret alarmen, som samtidig startede en røgkanon. Dermed blev det på bedste vis anskueliggjort, hvad der sker, hvis en skurk skulle finde på at bryde ind i Baghuset.

Kilde: politi.dk



Publiceret 19 November 2010 12:30