Vigtig udebanesejr til Solrød Strand Badmintonklub

Det unge 1. divisionshold fra Solrød Strand Badmintonklub har virkelig sat sig selv under pres, hvis sæsonens mål om en plads i oprykningsspillet til badmintonligaen, og efterfølgende oprykning, skal gå i opfyldelse.
Det skyldes, at Solrød Strand tabte sæsonens første kamp, og da kun de to bedste hold i 1. division kvalificerer sig til oprykningsspillet, skal holdet for at være helt sikker vinde grundspillets resterende kampe.
Den 8. november var holdet i Humlebæk for at møde det lokale 1. divisionshold, i en kamp, hvor Solrød Strand stillede op som favoritter. I forhold til seneste kamp, hvor holdet besejrede Højbjerg med 12-1, var der et par ændringer, idet Lena Grebak havde meldt afbud, og det betød debut til endnu en ung spiller, Line Møller-Damgaard. Samtidig havde trænerteamet valgt at rykke Sandra-Maria Jensen op i 1. damesingle og flytte Ditte Strunge og Sandra-Maria Jensen op i 1. damedouble.

Indsats på det jævne men alligevel stor sejr.

Det viste sig ret hurtigt, at Solrød Strand var langt det bedste og mest homogene hold, og det resulterede da også i en sikker sejr på 10-3, selvom spillerne ikke for alvor var på 100 %.
Holdets næste kamp bliver den 23. november på udebane mod Fredericia. Her skulle holdet gerne, for første gang i denne sæson, stille i stærkeste opstilling.

Publiceret 19 November 2010 08:45