Knaldtilbud

Møbler til en værdi af 31.901 kroner for kun 2000 kroner. For godt til at være sandt? Selvfølgelig er det det. Men det valgte en mand fra 1981 at se bort fra, da han købte en lænestol med fodskammel og en kontorstol af en kammerat. Alle designermøbler og alle stjålet fra Jørgen C. Hansen Møbler 13. juni 2009. Men det var ikke det eneste knaldtilbud manden havde taget imod. Politiet har også fundet en masse værktøj af forskellig art, som tilhører Roskilde Forsyning, blandt mandens ejendele. Han havde desuden hugget en Mercedes Sprinter fra en bilforhandeler. Han havde fået lov til at låne bilen ved at fremvise en andens kørekort. Han undlod så bare at aflevere bilen efter turen. Straffen for de forseelser og nogle andre småsager skal retten 24. november tage stilling til. Det oplyser Retten i Roskilde.

Publiceret 20 November 2010 10:00