Over 100.000 kroner til nødhjælp fra Køge

Dansk Flygtningehjælps landsindsamling fik omkring 103.000 kroner i kassen i Køgeområdet.

Af
Martin Rasmussen

Godt 103.000 kroner til nødhjælp blev resultatet af søndagens indsamling i Køgeområdet, da Dansk Flygtningehjælp holdt sin årlige landsindsamling søndag den 14. november.
114 indsamlere fordelt på 92 ruter var på gaden i Køge og omegn for at indsamle midler til Dansk Flygtningehjælps internationale nødhjælpsarbejde.
Sct. Georgs Gildet, som koordinerer indsamlingen i Køge, betragter umiddelbart resultatet som tilfredsstillende, men det har dog også vakt en del undren hos koordinatorerne, at omkring 20 procent af de tilmeldte indsamlere blev væk uden at melde afbud.
- Kan det skyldes vejret, eller er det blot et udtryk for en afslappet holdning til det at overholde en aftale? Uanset årsag medførte dette fravær, at Dansk Flygtningehjælp går glip af cirka 20.000 kroner i indsamlingsresultat, lyder det fra Sct. Georgs Gildet, der til gengæld sender en stor tak til de fremmødte indsamlere for indsatsen.

Publiceret 22 November 2010 06:45