Rapper underviser på Tiendeklassescenter Roskilde

Hiphop og samfundsfag smelter sammen, når rapperen AndyOp for fjerde år i træk besøger Tiendeklassescenter Roskilde på torsdag 25. november kl. 12.30-14. Eleverne skal forberede sig på en dag med rim, rap og masser af debat. Dagens gæstelærer møder de unge i øjenhøjde og diskuterer ghettodannelse og integration på en anderledes og spændende måde med det levende foredrag, The Message. Ghettoproblematikken er mere aktuel end nogensinde, men hvad er en ghetto og kan man overhovedet snakke om ghettoer i Danmark? Hvordan er det at vokse op sådan et sted? Hvorfor opstår der uro og ballade, som vi for nylig har set det på i Vollsmose og Gellerup? Og hvorfor er det overhovedet relevant for unge i Roskilde? Det er nogle af de spørgmål som AndyOp rejser og er med til at give et svar på.

Publiceret 22 November 2010 11:03