HK 73 tabte lokalopgøre mod HØJ. Arkivfoto. Peter Rahbek

HK 73 tabte lokalopgøre mod HØJ. Arkivfoto. Peter Rahbek

Træner rystet over tackling

HK 73 tabte lokalopgør, som blev præget af uhyggelig tackling på HK 73"s Søren Thorsen.

Af
Af Ove Dyrstrøm

håndbold Kvalifikationsrækken. Herrer: HØJ – HK 73 Fr.sund 31-24 (14-14). HØJ: Frederik Stensbirk 10 (4), Kevin Sylvest 7 (1), Nicklas Olsen 5, Casper Kristiansen 4, Nicholas Green 2, Kenneth Andersen 1, Mikkel Mauritzen 1. HK 73: Nikolaj Fabricius 8 (2), Martin Thorsen 4 (2), Mads Erichsen 3, Søren Thorsen 3, Mads Petersen 2, Jesper Olsen 2, Karsten Rosted 1, Kasper Jakobsen 1. Udvisninger: HØJ 6, HK73 5. Efter en skuffende indsats af HK 73 torsdag aften, hvor de tabte til bundholdet Ålholm, så var de opsatte på at vaske den plet væk, da de i lørdags spillede lokalopgør mod HØJ’s tophold i Ølstykkehallen. Fra start var det da også HK 73 der førte an. De kom i front med 3-6 og efter en række flotte redninger af Thomas Moeglin øgede de til 5-10, ligesom det var mærkbart at Søren Thorsen var tilbage på holdet. Men HK 73 kunne ikke fastholde grebet, da de lavede en del tekniske fejl så HØJ kunne reducere til 9-10, og i halvlegens slutfase kom hjemmeholdet på 14-13 inden Jesper Olsen udlignede til pausestillingen 14-14. I 2.halvleg havde HK 73 svært ved at finde vej til målet og trænge gennem HØJ’s forsvar, hvor keeper Jesper Stage fik godt fat. Det gav hjemmeholdet en række kontraløb, som var medvirkende til at de midtvejs i halvlegen førte med 22-19. HK 73’s Søren Thorsen var samtidig færdig i matchen, da han røg til tælling efter en uhyggelig tackling lige på halsen. Det var medvirkende til, at bissen blev skruet på i resten af kampen, hvor HØJ trak fra til slutcifrene 31-24.

Træner dybt rystet

Efter kampen talte Lokalavisens udsendte med HK 73’s træner Kim Ludvig, der var helt ude af sig selv efter episoden med Søren Thorsen. ”Kampens vendepunkt kom for alvor med angrebet på Søren Thorsen, og jeg forstår ikke at dommerne ikke skrider ind over for den slags, for det var så usportsligt lavet, og jeg er stadig dybt rystet. For mig varede den kamp kun tre kvarter, for det var Sørens helbred, der var på spil, og i den forbindelse er jeg ligeglad med de to point. Han havde umiddelbart efter problemer med vejrtrækningen og havde mistet stemmen. De nye regler tilkendegiver klart, at tacklinger i hovedhøjde, og spillere der er lettet fra jorden, skal straffes. Derfor skuffer det mig, at inden af dommerne skred ind,” siger træneren. HK 73 spiller igen på søndag kl.15.10 hjemme mod Freja HK.

Publiceret 22 November 2010 11:00