Drengerøvene fra Jackass er nu tilbage - i fuldstændig absurde 3D-situationer.

Drengerøvene fra Jackass er nu tilbage - i fuldstændig absurde 3D-situationer.

Ugens film i Kom-Bi

Jackass 3D og The Kids are all right har i næste uge premiere i Kom-Bi Hornslet.

Jackass 3D

Mod al sandsynlighed - og på trods af al anstændighed - er det lykkedes Johnny Knoxville, Bam Margera, Steve-O, Chris Pontius og deres venner at finde på endnu en håndfuld farlige og så vidt muligt tåbelige stunts, der egentlig ikke er morsomme, med mindre man er stærkt beruset... eller muligvis en yngre mand med smag for practical jokes med vennerne og humor under bæltestedet. Danmarkspremiere i Kom-Bi torsdag 2. december

The Kids are all right

Det lesbiske ægtepar Nic og Jules får sig et chok, da husets to teenagebørn opsøger den sæddonor, der er deres biologiske far. Han hedder Paul og er lidt af en øko-hippie. Hans afslappede charme har en uventet effekt på landskabsarkitekten Jules, der indvilger i at sætte hans baghave i stand. – Mens Nic flipper ud over pludselig at have en mand i familien. Premiere i Kom-Bi fredag 3. december.

Harry Potter og Dødsregalierne (del I)

Mørkets kræfter har overtaget Hogwarts, og tiden er kommet til, at Harry, Hermione og Ron må stå på egne ben. Sammen drager de ud for at finde og tilintetgøre horcruxerne, der er hemmeligheden bag Voldemorts udødelighed. Undervejs opdager Harry den glemte legende om Dødsregalierne, som kan afgøre udfaldet af hans endelige opgør med Voldemort.

Tommy

Tommy Seebach var hele Danmarks grandprix-konge. Men den populære sanger brændte også sig selv op. Filmen fortæller en underholdende, bevægende og tankevækkende og meget menneskelig familiehistorie. Seebachs tidligere kone og tre børn beretter, og Tommy Seebachs private videooptagelser dokumenterer hans liv. Tommy Seebach døde i en alder af 53 år. Hans hårde liv som entertainer i den lette ende af underholdningsbranchen kostede ham både familien og helbredet. Igen i Kom-Bi lørdag 4. december.

Olsen-Banden på de bonede Gulve – 3D

Egon har en plan! Han skal bruge en boremaskine, en karton honning- og sveskejuice samt en bunke døde rotter. Målet er H. C. Andersens originale fjerpen, som selveste Statsministeriet har rekrutteret Olsen-Banden til at rapse fra Det Danske Export Museum. Det gælder angiveligt rigets sikkerhed og omdømme. Eller også er det bare bandens ærkefjende Hallandsen, der igen har taget røven på Egon.

Grusomme mig – 3D

I et mærkeligt dystert hus planlægger Gru sit store kup. Hans vil stjæle månen! Alt tyder på, at Jorden har set sin sidste måneopgang – men så støder han på en modstand, der får hans planer til at smuldre. Tre små forældreløse piger vil nemlig have ham til far.

Publiceret 24 November 2010 19:51