- Vi skal nok passe godt på Jer - uanset hvor I skal gå i skole efter sommerferien, lovede Milton de fremmødte elever fra Engstrand...

- Vi skal nok passe godt på Jer - uanset hvor I skal gå i skole efter sommerferien, lovede Milton de fremmødte elever fra Engstrand...

Flertal for at lukke Engstrandskolen

Trods protester og hård fight fra et mindretal i kommunalbestyrelsen er det nu besluttet at nedlægge Engstrandskolen. Beslutningen sendes i høring i dag

Rådhuset er ved at få renoveret taget. Det betød, at der i tirsdags var trængt vand og fygesne ind i byrådssalen.

Tirsdag formiddag forlød det derfor, at kommunalbestyrelsens møde alternativt skulle afvikles på Risbjerggård. Der blev dog hele dagen arbejdet på at klargøre byrådssalen og det lykkedes i allersidste øjeblik at få fjernet det sidste vand. Tilhørerpladserne var fyldt til bristepunktet med elever, forældre og lærere fra Engstrandskolen, da borgmesteren ringede med klokken kl. 18. Aftenens store punkt var naturligvis den beslutning, der skulle tages om Engstrandskolen. Milton Graff Pedersen startede mødet lidt utraditionelt. Han henvendte sig nemlig direkte til de urolige skoleelever på tilhørerpladserne: - Det er vigtigt, at I er rolige mens vi politikere snakker og holder møde. Og I skal vide, at det nok ender med, at vi tager lige netop den beslutning, som I alle sammen håber på, at vi ikke tager! Men jeg lover Jer, at vi nok skal passe godt på Jer - uanset hvor I skal hen og gå i skole efter sommerferien... Fugtig beslutning Borgmesterens venlige og indtrængende appel til børnene havde sin virkning. Børnene sad roligt i de kommende lange timer og fulgte med i debatten om deres skole. At Hvidovres borgmester med mange års erfaring som skolelærer både kan tale til skoleelever så de kan forstå, hvad der bliver sagt - og at han også kan tælle og lægge sammen - blev illustreret på denne historiske aften i den fugtige byrådssal. Milton vidste på forhånd, at der ville være et flertal for at nedlægge Engstrandskolen. Kommunalbestyrelsen fulgte da også anbefalingen fra skoleudvalget og økonomiudvalget om at nedlægge Engstrandskolen. Beslutningen skal nu i høring hen over vinteren - nemlig allerede fra i dag og frem til den 25. januar 2011. Kommunalbestyrelsen tager så endelig stilling til en nedlæggelse på sit møde i februar 2011.Når og hvis Engstrandskolen nedlægges, får det betydning for alle skoledistrikterne, som bliver ændret i større eller mindre grad. På samme måde vil en nedlæggelse medføre, at Fritidshjemmet Engstrand lukker, at ordblindegruppen flyttes fra Engstrandskolen til Sønderkærskolen samt at 10. klassecentret på Engstrand kan samles med andre ungeaktiviteter. Lukningen af Engstrandskolen blev besluttet med stemmerne fra Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Konservative, Dansk Folkeparti samt Karl Erik Høholt fra Venstre. Imod stemte HvidovreListen, Liste T samt Annette Sjøbeck fra Venstre. oas Læs mere på side 10.

Publiceret 30 November 2010 09:00