Der er travlhed med at få ryddet snemasserne af vejen. (Foto: JCJ).

Der er travlhed med at få ryddet snemasserne af vejen. (Foto: JCJ).

Travle vinterdage for ETK-folkene

I disse timer, tirsdag, er det stisystemet i Køge kommune der gøres farbare for sne og is.

Af
Per Møller

Vinteren kom for alvor og lagde sin kolde klamme hånd over hele Danmark flere dage inden der officielt stod vinter på kalenderen - fra og med 1. december.
Masser af sne og frost har siden torsdag gjort det vanskeligt fremkommeligt for familien Danmark - og der har været travlhed med at skovle fortove og indkørsler fri for sne.
Travlhed har der bestemt også været hos ETK Køge, hvor driftsleder Charles Lykke Hansen her tirsdag middag kan gøre en slags status over den første alvorlige omgang vintervejr i Køge kommune.
- Vi har haft en meget travl weekend, hvor vi har haft rigeligt at gøre med at holde veje og cykelstier farbare for sne og is. Mandag kom så den stærke blæst og dermed kraftig snefygning til følge. Men nu er vi ved at være der hvor vi gerne vil være - nemlig på omgangshøjde med vintervejret. I dag, tirsdag sætter vi alt ind på at få ordnet stisystemet i kommunen, fortæller Charles Lykke Hansen til Lørdagsavisen.dk.
Vejnettet i Køge kommune ser nu ganske godt ud, blæsten er aftaget og dermed også snefygningen.
- I nattetimerne til i morgen, onsdag går vi så igang med at skrabe sne sammen og køre det væk fra i første omgang Køge midtby, men så lurer vi jo lidt på hvad de kommende dage byder os. Udsigterne siger jo streng frost - nogle steder ned til minus 15 grader - samt mere blæst og sne. Hen mod slutningen af weekenden ser det ud som om at temperaturen kan nå en anelse op over frysepunktet - men så vender frosten tilbage, og så er balladen der igen med at man skal være meget forsigtige når man begiver sig ud i trafikken. Men vi prøver hele tiden på at være på forkant med begivenhederne, således at borgerne trygt kan begive sig afsted uanset om det er i bil, på cykel eller på gåben, fastslår Charles Lykke Hansen.
- Men lige nu, i dag tirsdag, er vi altså som nævnt i fuld gang med at få renset hele stinettet. Vi har desværre ikke kunne være over det hele - det beklager vi - men vi prøver hele tiden på at gøre det så godt som det er os muligt, slutter Charles Lykke Hansen fra ETK i Køge.
Tjek den lokale vejrudsigt på www. vejret.dk/vaer.aspx?lat=55.45447&lon=12.18063&m=10&sted=Køge&ref=lokalavisenvejretsite

Publiceret 30 November 2010 13:15