En indbrudstyv - formentlig en kvinde - sikrede sig søndag aften en række skrabelodder - og måske den store gevinst.... (Colourbox).

En indbrudstyv - formentlig en kvinde - sikrede sig søndag aften en række skrabelodder - og måske den store gevinst.... (Colourbox).

Tyv på jagt efter den store gevinst

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra fredag den 31. december 2010 kl. 07.00 til mandag den 3. januar 2011 kl. 07.00.

Søndag aften kl. 22.53 anmeldte et vidne, at der netop havde været indbrud i Kiosk Mangleren på Pogebanken i Herfølge. En dør blev sparket ind, og der blev stjålet skrabelodder.
Vidnet så en person, formentlig en kvinde, iført hvid tophuse og cowboyknickers løbe fra stedet. Der blev ikke set andre personer.
Mindre biljagt – Ringsted.
Fredag eftermiddag kl. 15.57 fik en patrulje øje på en bil, der kørte på Korsevænget i Ringsted. Patruljen ville standse bilen for at checke føreren af bilen, men det var han imidlertid ikke indstillet på.
På et tidspunkt standsede han bilen og løb fra den, men blev indhentet af en politimand.
Føreren af bilen, en 24-årig mand fra Ringsted, blev anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen, samt kørsel uden at have kørekort, og endelig blev han sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, da han blev fundet i besiddelse af 8 kanonslag.
Han var i øvrigt i besiddelse af 11.000 kr. i kontanter, og han ”skyldte” i forvejen penge til politiet for tidligere sager. Derfor tog politiet de 10.000 kr. fra manden til dækning af den gamle gæld.
Den 24-årige blev løsladt efter afhøring og sigtelse. Sagen vil senere blive behandlet i retten.
Hærværk – Ringsted.
Fredag aften kl. 23.01 blev en rude til Nordea, Torvet i Ringsted, knust ved brug af et kanonslag.
Brand – Greve.
Lørdag kl. 01.44 brændte en bil på parkeringspladsen ved Gærdehuset i Greve. Branden formentlig opstået i bilens kabine, og det antages, at branden er påsat.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra vidner til branden. Ring på tlf. 114.
Uro – Ringsted.
Natten til lørdag kl. 03.14 var der slagsmål ved Crazy Daisy, Sct. Hansgade i Ringsted. Kl. 03.44 anholdt politiet en 23-årig mand, der nægtede at opgive navn m.v. til politiet. Han fik en bøde for overtrædelse af retsplejeloven.
Kl. 04.07 anholdt politiet en 21-årig mand fra Ringsted, der råbte alverdens ukvemsord efter politiet, og det førte til en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 21-årige fik lov at overnatte i detentionen, og han blev løsladt nytårsdag med en bøde for sin optræden.
Kl. 04.25 anholdt politiet en 22-årig mand fra København, der sigtes for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt i løbet af nytårsdag og fik en bøde for nattens udskejelser.
Brand – Store-Heddinge.
Nytårsnat kl. 03.20 måtte politi og brandvæsen køre til Erikstrupskolen, Kronhøjvej i Store Heddinge, hvor der var ild op af skolen. To personer set løbende fra stedet.  Brandvæsenet var hurtigt kørt fra stedet igen, og der var ikke sket nogen skade.
Indbrud – Greve.
Lørdag kl. 14.18 modtog politiet anmeldelse om indbrud i en ungdomsklub på Gersagerparken i Greve. Indbruddet var sket i tidsrummet kl. 03.00–13.30. Rude i dør knust, fra stedet stjålet fladskærmstv, x-boks med 20 spil. Desuden var der affyret fyrværkeri inde i lokalet, dog uden stor skade.
Brand – Solrød.
Lørdag kl. 15.57 kørte politiet til brand i villa på Solrød Byvej i Solrød Strand. Levende lys havde antændt et juletræ, hvilket medførte store brand og røgskader på hele huset. Ingen personer kom til skade ved branden.
Hærværk – Greve.
Lørdag aften kl. 19.43 fik politiet anmeldelse om, at nogle ukendte mænd havde affyret bomberør mod 5 termoruder i beboerhuset ”Stamhuset” i Greve. Alle 5 ruder blev knust. Der var 3 personer til stede i huset, da sprængningen skete. Ingen af dem kom alvorligt til skade, men de var rystede over situationen.
Mistænkelig varebil – Greve.
Søndag kl. 15.41 anmeldte en borger, at der var en polsk varebil med to mænd på Jens Frobergsvej. De gik og kiggede på et stykke papir, og anmelder fandt det mistænkeligt. Politiet fik fat i de to polske mænd, som dog var i lovligt ærinde, idet de delte reklamer ud.
pm

Publiceret 03 January 2011 12:00