Alexander Funch - her på træningsbanen ved sæsonopstarten mandag eftermiddag. (Foto: JCJ).

Alexander Funch - her på træningsbanen ved sæsonopstarten mandag eftermiddag. (Foto: JCJ).

Alexander Funch vender hjem til Næstved BK

Af
Per Møller

HB Køges unge midtbanespiller Alexander Funch har taget imod et tilbud fra Næstved Boldklub, og søger nu hjemad igen.
Alexander Funch kom til Herfølge Boldklub som juniorspiller, og har spillet som kontraktspiller lige siden. Men ønsker nu at stoppe et lille halvt års tid før kontraktudløb.
- Vi har været særdeles glade for Alexander her i klubben. En talentfuld spiller, der altid har arbejdet hårdt og udenfor banen været et stort aktiv. Alexander er blevet klemt af at vi har så kompetent en midtbane, som vi har, og skader har ikke gjort det nemmere for ham. Vi vil takke Alexander for en fantastisk tid her i klubben, og ønske ham alt godt i fremtiden, siger sportsdirektør i HB Køge, Per Rud.
Alexander Funch træner med i HB Køge for sidste gang her torsdag den 13. januar, og starter altså herefter op i Næstved Boldklub.

Søger spilletid

- Jeg søger spilletid, og selvom det er rigtig rigtig svært at forlade den her klub og holdkammeraterne er jeg nået til et punkt, hvor det er vigtigt at spille. Skader ødelagde meget for mig selv i sidste halvsæson, men jeg er helt klar nu, og er opsat på at vise mig selv frem i en ny klub. Jeg har bestemt ikke fortrudt min skifte i sin tid, jeg har udviklet mig rigtig meget her, siger Alexander Funch, der i slutningen af efteråret gjorde en rigtig god figur på reserveholdet, og flere gange var med omkring divisionsholdet.
Alexander Funch nåede at spille to førsteholdskampe for HB Køge.

Publiceret 13 January 2011 12:30