Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl tager koncertgæsterne med på en fortryllende rejse mandag 17. januar. Pr-foto.

Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl tager koncertgæsterne med på en fortryllende rejse mandag 17. januar. Pr-foto.

Klezmermusik i verdensklasse

Oplev duoen Singh & Goldschmidt på Ishøj Kulturskole

De er i topklasse, en af dem udnævnt til verdens bedste oboist indenfor musikstilen klezmer. Få en toptunet musikalsk oplevelse, når de to musikere Anders Singh Vesterdahl på harmonika og Henrik Goldschmidt på obo og vokal spiller på Ishøj Kulturskole 17. januar kl. 16.30

Anders Singh Vesterdahl og Henrik Goldschmidt er begge virtuoser på hver deres instrument, begge brænder de for musikken, og sammen skaber de et mangefacetteret musikalsk univers, der opløfter og får hjertet til at skælve. Repertoiret er jødisk og arabisk musik og egne kompositioner sammen med klassiske værker, Carl Nielsen, Balkan-musik og danske sange.
Balkan- og sigøjnermusik
Anders Singh Vesterdahl er klassisk uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium, men behersker desuden med lidenskab den på én gang muntre og sørgmodige balkan- og sigøjnermusik. Som solist har han optrådt til koncerter i det meste af Europa og i Pakistan med blandt andre DR, Odense Symfoniorkester, Det Kgl. Kapel og tyske Vogtland Philharmonie.
Anders Singh Vesterdahl er med i The Middle East Peace Orchestra, som turnerer over hele verden med sit musikalske budskab om fred. Anders Singh Vesterdahl har i løbet af sin karriere modtaget en del legater og vundet adskillige konkurrencer både nationalt og internationalt, blandt andet Unescos internationale konkurrence for harmonika i Wiesbaden.

Verdens bedste klezmer-oboist
Henrik Goldschmidt er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium og Karajan Akademiet i Berlin. Henrik Goldschmidt er solooboist i Det Kgl. Kapel og dertil initiativtager til og oboist i fredsorkestret The Middle East Peace Orchestra, som turnerer over hele verden. Han er desuden medlem af Den Danske Blæseroktet og har spillet med mange af verdens førende orkestre, blandt andet var han ansat tre år hos Berliner Filharmonikerne.
Henrik Goldschmidt beskrives som den bedste klezmer-oboist i verden, og han har gennem årene vundet konkurrencer og modtaget en lang række udmærkelser for både sit klassiske og sit rytmiske virke. Henrik Goldschmidt blev desuden valgt som Danmarks repræsentant til The World Symphony Orchestra.
Du finder musikskolen på adressen Vejledalen 9.

Publiceret 13 January 2011 10:03