Undervisningsminister Tina Nedergaard i gang med spaden. Hun tog det første spadestik til University College Sjællands nye campusbyggeri i Trekroner.

Undervisningsminister Tina Nedergaard i gang med spaden. Hun tog det første spadestik til University College Sjællands nye campusbyggeri i Trekroner.

Ud af skurbyen

Trekroner får endnu et stort uddannelsesområde med UCSJ-nye byggeri

Af
Jan Partoft

Undervisningsminister Tina Nedergaard var sat på manuelt arbejde i Trekroner i tirsdags. Hun var inviteret til at tage det første spadestik til University College Sjællands nye byggeri på Trekroner Forskerpark. Når byggeriet står klar til brug i sommeren 2012, skal det rumme uddannelserne til fysioterapeut, sygeplejerske, socialrådgiver, lærer og pædagog. I øjeblikket er UCSJs undervisning i Roskilde samlet på Frøbelshøjsskolen og nogle midlertidige pavilloner på RUC.
Det ny Campus Roskilde betyder, at UCSJ får plads til flere studerende på færre kvadratmeter. Det nuværende spredte Campus Roskilde råder over 20.000 kvadratmeter, mens det ny Campus Roskilde samler de studerende på 11.000 kvadratmeter. Her er tænkt i hver kvadratmeters udnyttelse og arkitekturen er uden lange gangarealer, faciliteterne er tænkt til at flere forskellige studieretninger kan benytte dem i løbet af en dag og fællesfunktioner som kantine, studieservicecenter lægges sammen i ét.

Studiemiljø

Det er Henning Larsens tegnestue, der står bag udformningen af det nye byggeri. Visionen for Campus Roskilde er at skabe et studiemiljø, der anvender varierede og elevaktiverende undervisningsformer i tidssvarende fysiske og teknologiske rammer for at sikre, at de studerende opnår relevante faglige, almene, sociale og personlige kompetencer.
University College Sjælland regner med at få en driftsbesparelse på i alt fire millioner kroner om året ved at samle de fem uddannelser i en ny og moderne bygning.
Udformningen af det nye byggeri er fundet via en arkitektkonkurrence, som Henning Larsen Architects vandt. Henning Larsens vinderforslag indeholder fire kvadratiske bygningskroppe. De rummer blandt andet Multisportshal til lærerstuderende, teaterscene til dramaglade pædagogstuderende, science zone til lærere, fysiologisk testrum til fysioterapeuter og fredagsbar til alle.

Campus Roskilde set i fugleperspektiv.

Campus Roskilde set i fugleperspektiv.

Det indvendige studiemiljø.

Det indvendige studiemiljø.

Indgangsportalen til den nye bygning.

Indgangsportalen til den nye bygning.

Campus Roskilde

Beliggenhed: Trekroner i Roskilde, på adressen Trekroner Forskerpark 4. Bygherre: University College Sjælland. Arkitekt: Henning Larsen Architects. Totalentreprenørteam: Enemærke & Petersen A/S. Landskabsarkitekt: Thing & Wainø Landskabsarkitekter aps. Ingeniør: Cowi A/S. Byggestart: December 2010. Første spadestik: 11.januar 2010. Indflytning i byggeriet: Sommer 2012.

Publiceret 16 January 2011 09:00