Festival startede Ungdommens Hus

Erik Larsen var en af hovedmændene bag Roskilde Festivals start og Ungdommens Hus

Af
Anette Gundlach

Roskilde Avis har besluttet sig for at dykke tilbage i tiden for at finde ud af, hvorfor der i dag er så megen diskussion og uenighed om Ungdommens Hus.
Huset udsprang af en fantastisk ide. Det skulle være et kulturhus – et samlingspunkt for børn, unge og gamle, fortæller 77-årige Erik Larsen, der var med til at give både Roskilde Festival og huset startskuddet tilbage i 1972.

Roskilde Fondens ide

1972 var et år, hvor der skete meget i Roskilde. Dengang arrangerede Roskilde Fonden, der foruden Erik Larsen, bestod af to andre personer, for første gang den lille lokale Roskilde Festival, der sidenhen voksede sig kæmpe stor og blev kendt i hele verden.
Samme år fandt fonden ud af, at Roskilde manglede et samlingspunkt for byen, hvor børn, unge og voksne kunne være sammen om kultur.
Ideen fik ben at gå på, og det blev til Ungdommens Hus, der holdt officiel indvielse foråret efter.
Erik Larsen fortæller, at det var her tingene skulle ske. Der skulle være plads og muligheder til at slå sig løs for foreninger, teatre og musikere. Der var koncerter, forestillinger og biograf. Roskilde Festivals kontor lå også i huset, og det var faktisk her festivalen i mange år blev planlagt. I det store hus kunne man også både finde vuggestue, børnehave, SFO, klub og kollegie og lokaler, der kunne lejes af foreninger.
- Det var et hus, man kunne være tilknyttet fra vugge til grav, siger Erik Larsen. Han arbejdede dengang i boligselskabet, der blev bygherre på projektet.
Da huset stod færdig blev han leder af huset, hvor han arbejdede til han gik på pension.
Festivalen var en af de foreninger, der havde kontor i huset. På dette kontor arbejdede Erik Larsen en dag om ugen i mange år. Det var altså i Ungdommens Hus, at festivalen i mange år blev planlagt. Og efterhånden som festivalen blev større og større, og der kom flere folk med i arbejdet, lejede den sig ind i flere og flere lokaler i huset.

Økonomien skrider

Efter en kort årrække viste det sig, forklarer Erik Larsen, at mange foreninger hellere ville være et sted, hvor de kan sætte deres eget præg på lokalerne.
De begyndte derfor at flytte ud af huset igen. Festsalene blev heller ikke lejet så tit ud, som de skulle efter beregningerne.
I slutningen af 80'erne havde festivalen vokset sig så stor, at den havde brug for endnu mere plads. Derfor flyttede den i egne lokaler. Det betød nu, at en stor del af de lejere, der oprindeligt var i Ungdommens Hus, efterhånden ikke var der mere, og at en del af huslejegrundlaget var væk.
Huslejen og lejen i Ungdommens Hus er derfor i dag fordelt på langt fra færre hænder end beregnet nemlig på de få institutioner, der er tilbage.
Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at huslejen efter kommunens mening i dag er vokset til skyhøj. Samtidig indgav administrationen af Ungdommens Hus sidste sommer begæring om konkurs, fordi der angiveligt var problemer med lønudbetaling og rod i administration.

ag@roskildeavis.dk

null

Publiceret 19 January 2011 11:00