Emmanuel Ukpai - skifter fra Esbjerg fB til HB Køge. (Arkivfoto: TV 2 Sport og www.hbkoge.dk).

Emmanuel Ukpai - skifter fra Esbjerg fB til HB Køge. (Arkivfoto: TV 2 Sport og www.hbkoge.dk).

Nigeriansk angriber til HB Køge

Emmanuel Ukpai skifter Esbjerg fB ud med HB Køge.

Den tidligere Superligaangriber Emmanuel Ukpai fra Esbjerg fB tørner i fremtiden ud for HB Køge, og det til stor glæde for HB Køges trænerstab, der længe har haft den lynhurtige angriber på blokken. Heldigvis betaler det sig at være vedholdende, og nu er det altså en realitet.
Emmanuel Ukpais kontrakt med Esbjerg fB udløb pr. 31. december efter tre år, hvor det blev til 36 kampe og to mål. Inden da spillede Ukpai i Ølstykke FC i 1. Division, hvor han scorede hele 22 mål i 40 kampe. Næste station er altså HB Køge.
HB Køge er imidlertid i en situation, hvor klubben p.t. ikke kan tegne kontrakter, og har derfor indenfor de regler og muligheder der er, skaffet et job til Emmanul Ukpai, således at det forventes, at den nigeriansk fødte angriber vil få den fornødne arbejds- og opholdstilladelse her i Danmark.
I HB Køge har man med lys og lygte ledt efter en hurtig spiller som afløser for Mustafa Hassan, der stoppede ved årsskiftet, og at man har hentet fra øverste hylde, glæder HB Køges sportsdirektør Per Rud.
- Det er dejligt, for Emmanuel Ukpai er lige præcis manden, som vi har brug for i front. Han vil med sin pågåendehed og helt usædvanligt hurtige antrit gøre livet surt for mange forsvarsspillere, siger Per Rud til www.hbkoge.dk.

Det rigtige skridt

Også Emmanuel Ukpai glæder sig over skiftet, og han ser frem til at møde sine nye holdkammerater.
- Jeg er glad for at få chancen i HB Køge, og er ivrig efter at starte. Jeg må erkende, at der også var andre bejlere, men måden jeg er blevet modtaget på af HB Køge, er det som jeg søger, og jeg føler, at det er det rigtige skridt at tage. Jeg glæder mig til at starte og ser frem til at være en del af HB Køges store familie, samt til at komme i Superligaen med klubben, fortæller Emmanuel Ukpai og fortsætter:
- Jeg ser frem til at møde mine nye holdkammerater, fans og jeg håber, at kunne bidrage til at vi alle kan komme i Superligaen. Jeg glæder mig til at være en del af HB Køge.
pm 

Publiceret 19 January 2011 13:00