Social- og Sundhedsdirektør Svend Tabor, Køge kommune. (Pressefoto).

Social- og Sundhedsdirektør Svend Tabor, Køge kommune. (Pressefoto).

Underslæb konstateret på døgninstitution i Køge

Køge Kommune har fritaget to ansatte fra døgninstitutionen Pedersvænge fra tjeneste på baggrund af alvorlig kritik af dens bogholderi og nu konstateret underslæb.
Et uanmeldt revisionsbesøg på døgninstitutionen Pedersvænge midt i december 2010 viste uregelmæssigheder i institutionens økonomi, hvilket har givet anledning til både alvorlig kritik og mistanke om underslæb.
Køge Kommune har igangsat en større revisionsundersøgelse for at få overblik over det præcise omfang, og fritog allerede før jul to involverede personer – institutionens forstander og en administrativ medarbejder – fra tjeneste.
Selvom undersøgelsen ikke er færdig, er det nu konstateret, at der er begået underslæb. Køge Kommune har derfor nu foretaget politianmeldelse i sagen, som naturligt også vil få ansættelsesretlige konsekvenser.
- Det er en alvorlig og meget kedelig sag, og derfor har vi også handlet resolut på revisionens melding om uregelmæssigheder. Det eneste positive er, at det er blevet opdaget, siger Social- og Sundhedsdirektør Svend Tabor og fortsætter:
- På baggrund af den konkrete sag vil vi nu gennemgå reglerne om at håndtere offentlige midler for resten af organisationen. Heldigvis er denne type sager sjældne i Køge Kommune, og jeg vil gerne understrege, at vi generelt har meget stor tillid til vores medarbejderes moral og redelighed..
Køge Kommune kan på nuværende tidspunkt ikke konkretisere de økonomiske uregelmæssigheder på Pedersvænge yderligere eller give et samlet omfang af dem.
pm

Publiceret 19 January 2011 16:15