Dankortsvindlere fire år bag tremmer

Fem rumænere lænsede kort 1059 gange

Af
Anette Gundlach

To kvinder og tre mænd fra Rumænien fik onsdag foruden de tre et halvt år bag tremmer, de allerede havde fået af byretten, endnu et halvt år af landsretten.
Efter den første dom faldt 1. juni sidste år ankede de fem dommen for at få en mildere straf. Det benyttede statsadvokaten til at anmode om en hårdere straf.
Efterforskningsleder Pia Fænger fra Midt- og Vestsjællands Politi forklarer, at der er flere grunde til den skærpede dom.
- Det drejer sig om organiseret kriminalitet, hvor folk fra et andet land kommer hertil udelukkende med kriminalitet for øjet. Desuden var de del af et større netværk, siger Pia Fænger.
Hun håber, at den skærpede straf vil få folk fra andre lande til at holde sig væk, hvis de kun vil udøve kriminalitet.

DNA fællede tyve

Bevismaterialet, der var med til at fælle banden var både video-overvågning og DNA-spor.
De nåede at bruge de falske kort 1059 gange. I alt forsøgte de at bruge dem 2913 gange.
Politiet afslørede tyvene, da det blev opdaget, at der var sat elektronisk udstyr op i en Nordea-automat. Politiet holdt øje med automaten og efter et stykke tid var der jackpot, og tre af rumænerne blev anholdt.
ag@roskildeavis.dk

Publiceret 20 January 2011 11:00