(Colourbox).

(Colourbox).

Slagter fik fingrene i pålægsmaskine

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra onsdag den 19. januar kl. 07.00 til torsdag den 20. januar kl. 07.00.

Onsdag formiddag kl. 09.04 blev politiet kaldt til Slagteren i Solrød Centeret, hvor en mandlig medarbejder var kommet tilskade.
Et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at han skar blommerne af to fingre, da han arbejdede ved en pålægsmaskine.
Medarbedejderen blev kørt på sygehuset til behandling. Arbejdstilsynet blev tilkaldt og har overtaget sagen.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde.
Onsdag kl. 09.15 blev en 40-årig mand fra Roskilde fremstillet i grundlovsforhør sigtet for handel med narkotika og overtrædelse af våbenloven. Den 40-årige blev fængslet til den 10. februar.
Fremstilling i grundlovsforhør – Roskilde.
Kl. 11.30 blev en 34-årig mand fra Polen fremstillet i grundlovsforhør. Han sigtes for butikstyveri fra Kvickly i Algade 180111.
Den 34-årig blev idømt 30 dages fængsel og vil dernæst blive udvist af Danmark. En anden polsk mand, der var anholdt i samme sag, blev udvist af landet straks.
Tricktyveri – Roskilde.
Onsdag ved middagstid, kl. 11.54 anmeldte en 69-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. 10.20 blev udsat for et tricktyveri på Algade. Hun blev kontaktet af en engelsktalende mand, som bad hende om at veksle en tyver til to ti'ere.
Da den venlige kvinde vekslede pengene, bad manden om yderligere veksling. Også dette indvilgede kvinde i, men kort efter opdagede hun, at manden på ukendt vis havde stjålet 600 kr. fra pungen.
Tyven beskrives som ca. 50 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, iført mørk frakke, hue med øreklapper i ruskind. Han medbragte en plastpose.
Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne tale med vidner, der ved, hvem manden er.
Folk på isen – Lejre Vig, Lejre.
Onsdag kl. 12.44 ringede en bekymret borger og fortalte politiet, at der var to personer på isen i Lejre Vig. Politiet kørte til vigen ved Sluphuse, hvor man traf to personer, der var ved at ordne en båd ikke langt fra land.
Mændene var dog godt klædt på og havde sikret sig med et reb til land, så de kunne redde sig i land, hvis der skete noget.
Indbrud i rækkehus – Ringsted.
Kl. 15.23 anmeldte en indhaver af et rækkehus på Buegangen i Ringsted, at der et eller andet tidspunkt fra torsdag kl. 07.30 til lørdag kl. 08.00 havde været indbrud. En dør blev brudt op, og der blev stjålet to brocher.
Indbrud i marskandiserforretning – Langtved, Lejre.
Onsdag kl. 18.33 modtog politiet anmeldelse fra den gamle rejsestald ved Langtved, hvor der var opbrudt fire stalddøre ind til marskandiserforretningen. Det vides ikke, hvad der er stjålet fra stedet. Indbruddet sket mellem tirsdag kl. 18.30 og onsdag kl. 18.20.
Anholdelse – Roskilde.
Onsdag kl. 20.55 anholdt politiet en 19-årig mand fra Roskilde-området, der sigtes for tyveri fra Postdanmarks Distributionscenter, hvor han arbejder med postomdeling. Politiet fandt adskillige ting på den 19-åriges adresse, der er stjålet i forbindelse med sit arbejde.
Det var Postdanmark, der selv gjorde politiet på sagen, da man havde konstateret svind, som man mistænkte den 19-årige for at stå bag.
Den 19-årige sidder fortsat anholdt. Politiets jurister vil torsdag vurdere, om den 19-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, eller om han senere kan få sagen afgjort i retten.
Indbrud i møbelforretning – Benløse, Ringsted.
Onsdag aften kl. 22.23 blev en ståldør brudt op til Møbelland Benløse. Fra stedet blev stjålet to sofaer, der blev kørt væk i en større bil med trailer efter.
Kl. 0125 blev bil og trailer set på en adresse i Ringsted, og kl. 0155 anholdt politiet en 38-årig mand fra Ringsted, der sigtes for indbruddet. Inde på stedet stod de to sofaer stadig pænt indpakket i plastik.
Sofaer blev returneret til forretningen, og den 38-årige vil torsdag blive afhørt nærmere til sagen.
pm

Publiceret 20 January 2011 10:00