Dine oplevelser som tog-pendler

Nu skal forholdene for tog-pendlerne fra Borup og Viby stationer undersøges nærmere. Og i den forbindelse er der oprettet en hjemmeside, hvor tog-pendlere kan indsende beskrivelser af deres oplevelser, hen over de næste uger.
De mange informationer fra pendlerne skal blandt andet bruges til et møde med Transportministeren i starten af marts.
På mødet med Transportministeren den 11. februar blev det aftalt at de to udvalgsformænd, Erling Larsen (A) fra Køge og Torben Jørgensen (A) fra Roskilde skal indsamle meninger og oplevelser fra de pendlere, der benytter de to stationer, i løbet af de næst par uger.
Dette materiale videresendes til Transportministeren. Desuden lovede ministeren at undersøge de fysiske venteforhold på de to stationer.
Der er aftalt et opfølgningsmøde med Transportministeren allerede i begyndelsen af marts, hvor ministeren ønsker at følge op på forholdene for pendlerne og hvor ministeren også vil mødes med pendlerne.
Inden da er der derfor brug for dine oplevelser som pendler, så ministeren kan få så mange konkrete beretninger med hjem, som muligt.
- Det er virkelig positivt, at vi har fået gang i dialogen med Transportministeren. Og det er derfor også utrolig vigtigt, at vi udnytter denne mulighed for, at få sat fokus på forholdene for tog-pendlerne. Det er lykkes at rette Transportministerens opmærksomhed mod de uacceptable forhold og derfor skal vi også sikre, at der nu skabes reelle forbedringer. Derfor er det af meget stor betydning, at så mange som muligt går ind på hjemmesiden og giver deres mening og oplevelser til kende, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge Kommune Erling Larsen (A).  
Indsamling af tilkendegivelser og oplevelser fra pendlere løber fra nu og frem til og med fredag den 4. marts.
Du finder blanketten online på denne internetadresse: www.koege.dk/pendler.
pm

Formanden for Teknik og Miljøudvalget Erling Larsen Køge kommune. (Pressefoto).

Formanden for Teknik og Miljøudvalget Erling Larsen Køge kommune. (Pressefoto).

Publiceret 18 February 2011 15:15