På gaden for fremtidens trafik

Hvordan skaber vi en by, hvor der er en bedre balance mellem trafik og bymiljø? Teknisk Forvaltning triller på gaden for at spørge til borgernes mening

På lørdag den 5. marts og fredag den 11. marts trækker et hold medarbejdere fra Teknisk Forvaltning kommunens kampagnecykel af stald.

Missionen er at få borgerne i tale om trafikken i Hvidovre og invitere til et gruppearbejde om, hvordan vi får skabt et fremtidens Hvidovre med et attraktivt, sundt og socialt bymiljø, hvor fordelene ved kollektiv trafik, biltrafik, cyklisme og fodturene går op i en højere enhed. - Trafikken er en af de dele af forstadslivet, som betyder mest for vores hverdag. Den har betydning for, om vi trives, dér hvor vi bor; om vi trygt lader vores børn cykle eller gå til skole; om vi oplever frustrationer eller sammenhæng i dagligdagen - og den har betydning for vores måde at bruge byen på. De fleste har en mening om trafikken, og det er de meninger, vi er på jagt efter nu, siger arkitekt Henrik Nielsen fra Bygge- og Planafdelingen i Hvidovre Kommune. Sammen med sine kolleger samler han input fra borgerne til den planstrategi, som er grundlaget for kommuneplanen, der skal tegne byudviklingen i Hvidovre mange år frem. - Vi vil især gerne høre borgernes gode, kreative forslag til løsninger, så derfor inviterer vi interesserede borgere til et gruppearbejde den 15. marts i Lille Friheden, slutter Henrik Nielsen og lover, at man vil kunne læse mere på hvidovre.dk og i avisen inden længe. Køreplanen for Teknisk Forvaltnings trafik-tur findes også på kommunens hjemmeside ligesom den elektroniske idékasse, hvor du kan komme med dit forslag til forbedringer af trafikken i Hvidovre.

Publiceret 01 March 2011 09:00