Peter A.G. har været frontfigur i Gnags i en menneskealder, men forsøger sig nu solo. Pr-foto.

Peter A.G. har været frontfigur i Gnags i en menneskealder, men forsøger sig nu solo. Pr-foto.

Peter A.G. i Ishøj Kultur Café

Forsangeren Peter A. G. fra Gnags går solo for første gang i karrieren med ”Det scene Show”, der kan opleves i Ishøj Kultur Café 25. marts 


Igennem 40 år har han været sanger og sangskriver i rockgruppen Gnags. Nu vover han for første gang pelsen som solist – ene mand på scenen med sin guitar, sin mundharpe og sine sange. Peter A.G. går solo for første gang i karrieren, og på sin turné gør han holdt i Ishøj Kultur Café den 25. marts klokken 20.

”Jeg har jo altid spillet for et dansende publikum. Nu vil jeg prøve at spille for folk, mens de sidder ned, lytter og synger med. På små intime scener, i øjenhøjde med publikum,” siger Peter A. G. forud for sin forestilling med navnet ”Det scene Show”, der består af to afdelinger.

Første afdeling er en samling helt nye sange, hvor Peter A. G. fortæller, hvad det var der gjorde, at han gerne ville op og stå på scenen og synge for folk. Hvor kommer inspirationen fra? Hvordan fik han sin første guitar? Hvad var det, han så gerne ville fortælle i sine sange? Det hele sat sammen som en rejse ind i kunstens verden.

Anden afdeling er helliget alle de kendte sange, det er blevet til i karrieren. Spillet og fortolket akustisk, så sangene spejler sig på nye måder. Der vil blive genhør med alle de største Gnags-sange som ”Når jeg bliver gammel”, ”Den dejligste morgen”, ”Kærester” og ”Slingrer ned ad Vestergade” - og publikum vil få rig lejlighed til både at mindes og synge med.

Hele showet bliver krydret med anekdoter og historier fra Peter A.G.s liv som musiker. Billetter i Ishøj Kultur Café eller på billetlugen.dk.


null

Publiceret 01 March 2011 09:50