Ove Pedersen og hans hold af efterforskere kom sidste år ud til 10 drab - de anholdte bliver afleveret til domhuset lige bag politistationen i Skovbogade.

Ove Pedersen og hans hold af efterforskere kom sidste år ud til 10 drab - de anholdte bliver afleveret til domhuset lige bag politistationen i Skovbogade.

Det værste er de dræbte børn

Efterforskningsleder Ove Pedersen fortæller om at holde en provessionel distance til de barske oplevelser i politiet - selv om det er svært

Af
Af Torben Kristensen

- De værste tilfælde er, når vi kommer ud og ser, at børn er blevet dræbt. Så er det vigtigt at kunne holde en professionel distance og være en del af et erfarent team, hvor vi kan støtte hinanden.
Sådan fortæller vicepolitikommissær Ove Pedersen, om nogle af de barske oplevelser i sit arbejde.
Selv om han ikke selv har lyst til at blive sammenlignet med kendte figurer fra kriminallitteraturen eller fra diverse TV kriminal serier som Maigret i Paris eller Walander i Ystad, er hans opgave faktisk det samme.
Han synes, det er verdens bedste og mest spændende politijob, som han også gerne fortæller om til andre.
Med titel af vicepolitikommissær, er han efterforskningsleder i den centrale enhed for Personfarlig Kriminalitet under Midt- og Vestsjællands Politi, med kontor på Politigården i Skovbogade.
- Vi arbejder i hele politikredsen med alle drab og drabsforsøg, seksuelle overgreb og vold mod børn, de grove voldtægtsforbrydelser overfor voksne, barnebortførelser, samt de grove voldforbrydelser med de store skader.

Bliver påvirket

Ove Pedersen tager ud på gerningsstedet sammen med et team af efterforskere, når meldingen om et drab kommer ind.
- Jeg leder arbejdet på gerningsstedet, herunder også findesteds-undersøgelsen og ligsynet, sammen med en retsmediciner.
- Under arbejdet ser- og oplever man mange ting. Selv om man ikke har lyst til at tage det med hjem og prøver at lægge en professionel distance, bliver man påvirket alligevel.
- Heldigvis er mange af dem, jeg arbejder sammen med i dag, også meget erfarne efterforskere. Desuden har mange af os kendt hinanden igennem mange år, og det gør, at vi er i stand til at passe rigtigt godt på hinanden.
- Vi er gode til at spotte, hvis nogen ikke helt er på toppen til de forskellige opgaver lige netop på dagen, og vi har let ved at tale sammen om vores oplevelser.
- Men for nogle af de yngre betjente, der ikke har prøvet det så mange gange før, kan det godt være en slem oplevelse.

To barnemord

I 2010 havde Ove Pedersen og hans kollegaer i alt 10 drab i området, og deraf var hele to sager om børn, der blev slået ihjel af deres far.
I den første sag blev to dræbt i Køge, og i den anden sag fra Greve var det to børn og moderen, der blev slået ihjel af faderen og ægtemanden.
- Det var nogle rigtig slemme opgaver at komme ud til. Vi er alle enige om, at de dræbte børn altid er det værste, man kan opleve, og forhåbentlig var 2010 et særligt slemt år.
- Men det kan også være slemt uden at være drab, f.eks. mishandling, hvor forældre af forskellige årsager øver vold mod deres egne børn med voldsomme skader til følge, fortæller Ove Pedersen.
- I vores arbejde oplever vi med jævne mellemrum børn, der tydeligvis er udsat for omsorgssvigt, når vi kommer ud i forbindelse med andre typer forbrydelser.
- Så tænker man: Hvad skal der dog blive af de børn, møder vi dem igen senere.

Døden på festivalen

En anden sag, Ove Pedersen altid vil huske, var ulykken på Roskilde Festivalen i 2000, da ni blev dræbt foran den store orange scene.
- Jeg kom ud på Dyrskuepladsen samtidig med de første ambulancer. Opgaven for os efterforskere var at identificere de omkomne, afhøre vidner og finde spor på pladsen.
- Det sjaskregnede, der var koldt, blæsende og fyldt med blå blink overalt. Vi stod pludselig med en opgave, som man ikke helt havde kunne forberede sig på, og vi havde heller ingen fortilfælde at holde os til.
I de efterfølgende 6 måneder var Ove Pedersen leder for politiundersøgelsen.
- Det var en svær efterforskning, for der var jo ikke mange spor eller kendsgerninger. Vi afhørte næsten 1000 personer og mange af dem flere gange.
- På et tidspunkt rejste jeg sammen med en kollega til Miami i Florida, hvor vi havde fået til opgave at skulle afhøre medlemmerne af gruppen Pearl Jam, der havde stået på scenen, da ulykken skete.
- Musikerne var på tidspunktet fortsat meget påvirket af begivenheden, og de var vel også bange for at blive draget til ansvar for noget. Men vi var jo kun ude efter kendsgerningerne, så de fortalte, hvad de havde oplevet.
- Konklusionen på undersøgelsen blev, at man ikke kunne gøre nogen ansvarlige for ulykken. Det var et sammenfald af forskellige uheldige omstændigheder.
-Jeg kan fortsat godt få en klump i halsen og mindes 2000, når jeg under festivalen på et tidspunkt uden musik fra scenen bevæger mig helt frem til fronthegnet foran Orange Scene, fortæller Ove Pedersen.

Politimanden

1976: Politibetjent - Politiskolen 1978: Politibetjent - Vesterbro København 1982: Kriminalassistent – Drabsafdelingen København 1984. Kriminalassistent – Kriminalpolitiet Roskilde 1999: Vicekriminalkommissær – Kriminalpolitiet Roskilde 2007: Vicepolitikommissær – Midt- & Vestsjællands Politi

Publiceret 06 March 2011 09:00