Nissan Juke med glimrende dieselmotor

Den nyeste crossover fra Nissan, Nissan Juke, fås nu også i en dieselversion, som er et ganske glimrende bekendtskab

Af
Af Martin Van Dijk

UGENS BILTEST: Nissan Juke har vakt opsigt siden den ramte de danske veje tilbage i efteråret, og der er ingen tvivl om, at bilens specielle design deler vandene.
Da bilen blev præsenteret var det til at begynde med kun i benzinversionen, mens Nissan Juke som dieselbil lod vente lidt mere på sig. Nu er den her så, og under kølerhjelmen ligger en 1,5 liters dieselmotor med 110 hestekræfter.
Det er en ganske udmærket dieselmotor, som ifølge oplysningerne kører 19,6 km/l ved blandet kørsel, og det gør den noget mere økonomisk end benzinversionerne. Der er desuden også fint med overskud i den 110 hestekræfter store motor, og den er i det hele taget et godt bekendtskab.
Man er dog ikke i tvivl om, at man er kommet over i dieselversionen, for bilen har en meget karakteristisk dieselbrummen. Ellers er der ingen forskel i forhold til benzinkollegaerne, og det er der jo egentlig heller ikke grund til, da det er ganske fortrinlige biler.

Køreglæden er i top

For udover det specielle ydre, så er Nissan Juke faktisk ganske god til det, som biler er skabt til – nemlig at køre, og man vender sig hurtigt til dieselmotorens brummen.
For selvom man godt kunne frygte, at den store frihøjde, der er hentet fra SUV'en, mikset med den lille coupéagtige profil ville få konsekvenser for køregenskaberne, så er det faktisk ikke tilfældet.
Styringen er stram og præcis, ligesom der er skruet godt ned for støjen i kabinen, og motorens brummen bliver aldrig et irritationsmoment. Som nævnt tidligere så er der også fint med overskud i den 110 hestekræfters dieselmotor, og den er at foretrække frem for den lille benzinmotor, som godt kan kæmpe lidt med en manglende trækkræft til den trods alt forholdsvis store bil.
Her har dieselmotoren ingen problemer, og køreoplevelsen er i det hele taget rigtig fin, så mon ikke Nissan Juke i dieselversionen nok skal blive en succes på det danske marked, den har i hvert fald de egenskaber, som skal til, og det er både rent køremæssigt og designmæssigt.

En indvendig motorcykel

For når man stiger ind i Nissan Juke, ser man også straks, at en del af de funky detaljer er ført med ind i kabinen. Blandt andet har designerne hentet inspiration fra tanken på en motorcykel, da de skulle udforme den store kasse omkring gearstangen, og hvorvidt det er et vellykket eksperiment, vil jeg lade være op til folk selv at bedømme.
Ellers er kabinen fint udstyret, og aircondition og kørecomputer er blandt andet standard, og hvis du bevæger dig op i topmodellen, som hedder tekna, så får du blandt andet også integreret navigation og bakkamera, hvilket denne uges testbil var udstyret med, og mens bakkameraret selvfølgelig fungerer af sig selv, så var navigationen yderst brugervenlig, og det er bestemt værd at overveje at investere i topmodellen, hvis man har råd til det, da udstyrsniveauet generelt er højt

Publiceret 06 March 2011 14:00