(Arkivfoto: JCJ).

(Arkivfoto: JCJ).

Team HK Køge vandt ny storsejr

Gennembankede lørdag eftermiddag HVI Himmelev med 31-19 i 3. Division Øst i Rishøjhallen.

Lørdag eftermiddag dannede Rishøjhallen ramme om mødet i herrernes 3. Division Øst i håndbold mellem Team HK Køge og HVI Himmelev. En ekstrem vigtig kamp for Team HK Køge, der jagter andenpladsen i rækken, og dermed en plads i oprykningsspillet om en plads i 2. Division fra næste sæson.
Køge har haft en forrygende anden halvdel af sæsonen og havde inden kampen mod HVI Himmelev seks sejre i de syv spillede kampe siden nytår. Kun rækkens suveræne tophold GOG har formået at knække Team HK Køge.
HVI Himmelev blev da heller ikke holdet der formåede at stoppe Team HK Køges vej til oprykningsspillet.
- Vi havde rimeligt let spil mod et noget tyndt HVI Himmelev mandskab, der tydeligvis savnede en række af holdets profiler til kampen. Men næsten som det er kotume, så startede vi nervøst og usammenhængende og efter 11 minutters spil var vi faktisk bagud 7-6 - men så kom rytmen, og fra det øjeblik af var der slet slet ingen tvivl om hvor sejren ville havne, fortæller en glad holdleder Lizette Nedergaard til Lørdagsavisen.dk.
Målmand Jacob Hvid Hansen stod fremragende på mål og havde en redningsprocent på hele 65 og i den anden ende af banen var Jesper Them igen den toneangivende og hamrede den ene bold i mål efter den anden.
Ved pausen var Team HK Køge foran med 17-7.
Om det var denne sikre føring, der fik holdet til at sløse lidt i anden halvleg skal være usagt, men koncentrationen svigtede lidt ind imellem.
- Men vi mistede aldrig helt fokus og til slut hev vi en sikker sejr på 31-19 i land, siger Lizette Nedergaard, der efter kampen glædede sig på hele holdets vegne.
- Vi er inde i noget, som kan ende op med at blive noget rigtigt stort, sagde hun og kunne heller ikke undlade at bemærke, at én af Team HK Køges nærmeste forfølgere til andenpladsen, Brøndby HK i midtugen mistede et meget stort skridt med nederlaget på 26-21 til Hvidovre IF.
Så med sejren over HVI Himmelev fik Team HK Køge trukket fra Brøndby HK, og umiddelbart er det nu kun Nyborg GIF der reelt kan blive en trussel for køgenserne er med tre spillerunder tilbage af den ordinære turnering.
Målscorerne for Team HK Køge mod HVI Himmelev blev Jesper Them med 10 mål, Dan Lauritsen og Nicolaj Schwartzbach scorede hver 4, Peter Rasmussen, Kenneth Larsen og Nicolaj Svendsen hver 3, Kim Günther 2 samt Brian Ankersen og Rasmus Stenberg hver 1 mål.

Også sejr til andetholdet

Inden divisionskampen mellem Team HK Køge og HVI Himmelev havde køgensernes andethold vist vejen - ligeledes med en 12-måls sejr - på 32-20 over NFØ i Serie 1.
Det betyder, at Team HK Køges andethold også er godt på vej til at komme i oprykningsspil, såfremt linien kan holdes i de fire sidste kampe i den ordinære turnering. Mulighederne for direkte oprykning er endda meget fine - Køge mangler nemlig fortsat at møde såvel rækkens førerhold Bjergsted som rækkens nummer to, Næstved/Herlufsholm ...

Publiceret 06 March 2011 06:30