Marco Agger og HB Køge tabte overraskende 2-1 til Næstved. (Arkivfoto).

Marco Agger og HB Køge tabte overraskende 2-1 til Næstved. (Arkivfoto).

Skidt generalprøve af HB Køge

Resultatmæssigt blev vinterens sidste træningskamp for HB Køge en skidt omgang da holdet sent lørdag eftermiddag mødte Næstved BK på kunstgræs hos Roskilde KFUM i domkirkebyen.
De to hold formåede at holde modpartens offensive indslag nede på et minimum, og der var således ikke mange chancer at berette om før pausen. HB Køge kom ved flere lejligheder godt over fløjen, men rigtig farligt blev det sjældent, og i den anden ende af banen var det ikke meget Morten H. Jensen havde at tage sig til - og det der var, det tog han sikkert hånd om.
Efter pausen kom Næstved foran 1-0 da den tidligere Køgespiller Ronni Bendtsen scorede direkte på frispark.
Minuttet senere var Fabinho tæt på at udligne på et frækt lob, men bolden sneg sig lige uden om Frederik Vang Larsens mål, og i stedet slog Næstved få minutter senere til i den anden ende, da Lasse Hansen sendte bolden i nettet.
HB Køge fik reduceret ved lidt af en perle fra brasilianske Fabinho. Årets spiller 2010 i HB Køge saksesparkede fra kanten af straffesparksfeltet bolden i nettet - men nærmere kom HB Køge ikke, og dermed må man håbe og tro på, at ordsproget om at en dårlig generalprøve giver en god premiere holder stik, når det på søndag den 20. marts går løs med den første kamp i forårssæsonen mod FC Hjørring i det nordjyske.
pm

Publiceret 13 March 2011 06:30