Borgmester Poul Lindor (S) indbyder V og K til også at være med i forhandlinger om næste års budget, hvis de har lyst.
(Foto: Erling J. Pedersen)

Borgmester Poul Lindor (S) indbyder V og K til også at være med i forhandlinger om næste års budget, hvis de har lyst. (Foto: Erling J. Pedersen)

Politik uden politi og racisme

Roskildes borgmester tilbageviser angreb fra VK-lederne som ubegrundede

- Som lokale politikere skal vi ikke melde hinanden til politiet. Vores opgave er at overbevise gennem dialog og diskussion, siger Poul Lindor Nielsen. Dermed lægger Roskildes socialdemokratiske borgmester afstand til SF’eren Kim Raben, der har politianmeldt DF’eren Merete Dea Larsen, fordi hun i et læserbrev har påstået, at tilhængere af Islam aldrig kan blive helt gode demokrater i Danmark. Lindor mener også, at det er noget vrøvl: - Men jeg tror faktisk ikke, Merete mener det så slemt, som hun har skrevet. Jeg kender hende jo gennem flere års arbejde i byrådet, og normalt er hun slet ikke på den måde, siger Poul Lindor.

Underlig indblanding

Samtidig undrer borgmesteren sig over et voldsomt angreb i et læserbrev, underskrevet af byens to nuværende oppositions-ledere: Evan Lynnerup (V) og Carsten Wickmann (Kons.). De to tager først afstand fra Rabens politi-anmeldelse, men bruger så lejligheden til at kritisere Lindor for at have skabt en situation, hvor 19 røde hele tiden stemmer 12 blå ned. - Jeg er klar til at tage mod kritik, men det er vel ikke min skyld, at en SF’er går til politiet. Hvorfor blander de mig ind i det, siger Lindor. - Til gengæld er det rigtigt, at der i øjeblikket er en skarp skillelinje i byrådet, fordi S-SF-R alene må gennemføre et budget, der skal få kommunens økonomi til at køre rundt. VKO har selv valgt at være i opposition til det, forklarer Lindor.

Fulgte ikke spilleregler

Ifølge Roskildes borgmester fulgte oppositions-partierne ikke spillereglerne, da budgettet for 2011 skulle vedtages sidste efterår: - Et samlet byråd, altså også VK-partierne, havde i første omgang sendt et forslag til budget frem til behandling, dvs. til høring hos de forskellige forvaltninger og brugernes organisationer, som har interesse i det. - Før vi så har fået svar på det, kommer VK med ekstra spare-forslag på 32 mio. kroner – uden at have afventet processen. Jeg synes, det ville være helt utroværdigt, helt uden varsel bare at ændre på det forslag, som var sendt i høring. - For mig så det ud, som om oppositionen slet ikke var interesseret i at være med i budgettet. Hvis de virkelig ønskede at gennemføre disse ændringer, kunne de jo have foreslået det tidligere, så vi kunne nå at diskutere det, inden forslaget blev sendt ud.

SF holder aftalen

Poul Lindor Nielsen vil ikke afbryde samarbejdet med SF, som oppositionen også ønsker: - SF har overholdt alle aftaler til punkt og prikke og taget ansvar for Roskildes økonomi. Det gør VK ikke, siger borgmesteren. - Men jeg håber da, at vi til næste år kan få et samarbejde om kommunens budget. Nu læser jeg jo, at den sandsynlige nye spidskandidat hos Venstre er interesseret i et bredt samarbejde, og det vil jeg også gerne. Men man kan ikke starte med at forlange, at nogen skal sættes ’udenfor døren’. - Jeg håber også, det snart får en afklaring hos Venstre, så det ikke længere et parti, der er i åben splid med sig selv, som vi oplevede på sidste møde i byrådet. Det vil være en fordel for alle parter og hele kommunen, mener Poul Lindor. tk

null

Publiceret 23 March 2011 11:00