Gevninge-holdet med stammen af unge spillere født i ‘89-’90. Den vedholdende træner Henrik Christensen ses yderst til højre.
(Foto: Erling J.)

Gevninge-holdet med stammen af unge spillere født i ‘89-’90. Den vedholdende træner Henrik Christensen ses yderst til højre. (Foto: Erling J.)

Henrik vil have sine drenge op i serie 3

Gevninge kiksede oprykningen sidste forår

Den ligger lige til højrebenet at kalde det Henriks drenge, når man i få ord skal sige det væsentlige om Gevninge IFs førstehold. Henriks fulde navn er Henrik Christensen, og han er mangeårig træner i klubben. Hans drenge er selvsagt stammen af spillerne. Født i 89-90.
Den dybere forklaring er den, at Henrik Christensen har trænet spillerne, fra de som fem-årige skulle have hjælp til at snørre fodboldstøvlerne.
Da de voksede fra lagkageholdet til de yngste drengeår, blev Henrik drengetræner. Da de flere år senere blev juniorspillere, blev Henrik junior-træner. Og så videre.

Hyppigheden på træning

For tre år siden rykkede de op i senior. Men mange rykkede samtidig op i den fase af tilværelsen, hvor drengeværelset i Gevninge ikke kunne konkurrere med mulighederne ved at flytte hjemmefra til Roskilde og København.
Det har de seneste år gået noget udover hyppigheden af besøg på Gevninges træningsanlæg i Trellerup, som drengene dog gerne vil beholde kontakten til. I lighed med kontakten til holdet og træneren.
- Heldigvis har vi også andre i truppen, end de unge, som jeg har ført hele vejen op gennem rækkerne.
- En håndfuld har rundet de 30 år, og de er både stabile i træningen og bidrager med en god rutine, fortæller træneren.
Derfor har han begrundet tro på ambitionen om at føre holdet fra serie 4A til serie 3.

Teknisk betonet spil

- Det kiksede sidste sommer. Nu skal det lykkes, lyder det målrettet fra Henrik Christensen.
Han har lært sine drenge at spille en teknisk betonet omgang fodbold. De kan lide at have bolden, at spille den rundt og på den måde præge kampene.
Men der skal skrues på et par knapper og justeres i taktik og opstilling for netop at tilføre det, der i dette forår ender med oprykning til ’de rigtige serier’.
- Man kan blive straffet for den spillestil, når man mister bolden med mange man fremme. Men i Lasse Carlsen har jeg en spiller med et godt overblik.
- Vi har normalt brugt ham i forsvaret, men det er min hensigt at rykke ham frem for at styre tropperne, så vi angriber med omtanke.
- Jeg vurderer, at vi bliver skarpere på den måde.
Siger Henrik om planerne for sine drenge og mænd.

null

Publiceret 25 March 2011 09:00