Studenterrådet på Aarhus Universitet vil sikre de studerende bedre boligforhold.

Studenterrådet på Aarhus Universitet vil sikre de studerende bedre boligforhold.

Studenterrådet:

Billige boliger til studerende

Studenterrådets nyvalgte ledelse vil sætte fokus på de studerendes boligforhold

Af
Søren Bjerg Nielsen

Der blev både sagt "farvel" og "goddag", da Studenterrådet 15. marts afholdt det årlige fællesrådsmøde.
Her valgte Studenterrådet sig en ny daglig ledelse og godkendte det kommende års arbejdsplan, som blandt andet sætter fokus på de studerendes boligvilkår i Århus.
Der er i Studenterrådets vedtagne arbejdsplan lagt op til, at Studenterrådet i foråret skal arbejde med studiemiljøet på universitetet, hvilket er særligt vigtigt på grund af de mange flytninger i forbindelse med den nye universitetsstruktur.
Derudover vil de studerende bruge foråret til at blive klogere på boligmarkedet i Århus og forberede efterårets kampagne for et mere studentervenligt boligmarked i Århus.
"Huslejepriserne på private lejeboliger er steget med 30 procent over de sidste tre år. Det rammer især studerende og særligt nye studerende, der flytter til Århus. Det er et alvorligt problem, fordi de studerendes økonomi i forvejen er trængt. Derfor vil vi gerne sætte fokus på området og forsøge at forbedre de studerendes vilkår," siger Niels Dyrholm, næstformand i Studenterrådet.

Publiceret 25 March 2011 11:30