Thorbjørn Lager med præmien, den springende Randerslaks af kunstneren Henrik Wessel Fyhn

Thorbjørn Lager med præmien, den springende Randerslaks af kunstneren Henrik Wessel Fyhn

Gedden blev til en præmielaks

Thorbjørn Lager gik 1. maj sidste år til Gudenå for at fange en rekordgedde i en geddefiskekonkurrence. Han kom hjem med en kæmpelaks

”Men jeg havde hørt, at der dagen før var fanget to laks mellem Bjerringbro og Ulstrup, så jeg havde også grej med til at fange laks”, fortæller han.
”Jeg havde fisket et par minutter, da jeg mærkede, at den huggede, men man ved jo aldrig, hvad der har bidt på. Det er det, der er det spændende ved fiskeri. Og jeg kunne hurtigt mærke, at det var en stor fisk og at det ville komme til at tage tid at få den landet”.
Selv om Thorbjørn var gået opstrøms, endte han hurtigt et par hundrede meter nede ad Gudenå. Undervejs havde han haft den inde og ude igen, som det hedder på fagsproget.
”Da jeg så den tænkte jeg: Hold da fast, den er stor. 15 kilo. Den blev senere målt til 17,9 kilo. Det var drømmefisken”, siger Thorbjørn, som er realistisk at tro, at dette var hans personlige rekord. Men som han siger om en kommende, større fangst: Man skal aldrig sige aldrig.
Om Gudenå har han denne mening:

Fiskevand i verdensklasse

”Her er fiskeri i verdensklasse. Gudenå er i europæisk top 10 og kan måle sig med de traditionelt kendte og gode fiskesteder. Randers Kommune skal have en stor cadeau for det, den gør for fiskeriet. Og når vi får et langt omløb uden om Tange sø, bliver det optimalt”, lyder det fra rekordfiskeren, som kæmper for etablering af omløbet. Bl.a. ved gode argumenter og læserbreve.
Rosen til Randers Kommune er den aktive indsats med udsætning af lakseyngel. Laksene vender nemlig tilbage til, hvor de kommer fra. Og da laks ikke kan gyde i Gudenå, er udsætningen en fantastisk forudsætning for, at Thorbjørn og andre som ham kan lande de store krabater.
Thorbjørn fangede sin første fisk som seks-årig. En gedde. Men det er laksen, der er det optimale.
”Enhver laks er dejlig at fange. Det er i det hele taget rart at komme ud og få rystet hovedet”, fortæller han om oplevelserne i naturen ved Gudenå.

Børnene på krogen

Til daglig er Thorbjørn lærer på Oust Mølleskolen i Randers. Han er 35 år og har med hustruen Mette tre børn, som er ved at gå ham i bedene:
”Mikkel på syv år fangede sin første laks sidste år. Lillebror Marius og Andrea på fem skal såmænd nok også begynde at fiske en dag. Mette fisker ikke, men hun er glad for det, jeg kommer hjem med”, siger Thorbjørn med et grin.
Rekordlaksen?
”Den spiste jeg og familien. Det var en fin laks. Den blev grillet på alle mulige måder, krydret og marineret og som laksebøffer”.

Publiceret 19 April 2011 12:53