Madkunstner Claus Meyer er vild med hjemmebagt brød. Bagning gør livet rigere, mener han.

Madkunstner Claus Meyer er vild med hjemmebagt brød. Bagning gør livet rigere, mener han.

Vi elsker dej

Ingen gik brødflove hjem, da 1.000 personer var til bagedag med Claus Meyer på Roskilde Katedralskole

Af
Anette Gundlach

Det fine vejr onsdag eftermiddag gjorde ikke tilslutningen til madentusiasten Claus Meyers store bagekoncert på Roskilde Katedralskole mindre.
Her mødte 1.000 ivrige bagere in spe op for at høre, hvordan man selv bager det bedste brød i verden.
De kom myldrende til fra nær og fjern med farverige røreskåle og grydeskeer under armene.
Indenfor i gymnasiets store nye hal var flere mange meter lange borde sat op med plads til, at de bageglade fremmødte kunne røre egen dej, på bordene kunne man finde smagsprøver af økølogisk ost og smør og et halvt ton brød fordelt på fem forskellige brødtyper.
Det havde bageren Nicolai Skytte bagt samme morgen for, at publikum kunne smage sig frem til yndlingsbrødet, som det i fremtiden selv har mulighed for at bage.
Bageren var ligesom Claus Meyer mødt op på gymnasiet for at vise, hvordan man bager og give bagetip og trick.
Diskussionerne mellem de to eksperter bølgede godmodigt og højt, når de diskuterede hævetid, temperatur og surdej, for der er næsten ingen faste regler, når man bager brød.

Bedst med selvbagt

- Alle har råd til at bage det bedste brød, når bare de bager det selv, råbte en ivrig Claus Meyer ud over salen.
Og så gik 1.000 personer i gang med at ælte ingredienser sammen til et brød, som de kunne gå hjem og bage dagen efter.
Det var, som Meyer sagde, en rituel fællesæltning, han havde glædet sig til det sidste halve år, siden han for for første gang fik ideen til den store bagedag.
Når dejen bliver æltet med rugbrødmotor, tager det cirka 20 minutter at få den helt rigtige konsistens frem.
Det betød sved på panden og ømme arme, men også en masse smil og snak langs bordene.
Imens smed bagermester Skytte nybagte varme boller ud over scenekanten til publikum.
Bonden Per Grube, der har 300 forskellige kornsorter på markerne, forklarede, hvorfor de gamle melsorter er så gode i forhold til de nye.
Da dejene var færdige og publikums mange spørgsmål besvaret, var der kun tilbage at gå hjem og vente til næste dag med at bage brødet.
Tordag strømmede der med garanti en dejlig duft af nybagt brød ud fra ovnene i ekstra mange danske hjem.
Og det er godt, mener Meyer, for et liv uden bagning er et fattigere liv. Og måske endda kortere.

Publiceret 01 May 2011 09:15