Elisa Spørring og Lotte Thomas har det store overblik forud for denne sommers Favrskov Børnefestival. Foto: Michael Wulff Hansen

Elisa Spørring og Lotte Thomas har det store overblik forud for denne sommers Favrskov Børnefestival. Foto: Michael Wulff Hansen

Kattegatcentret kommer til Hinnerup

Favrskov Børnefestival 2011 bliver afholdt 18. juni med mange nye tiltag

"De tager ikke hajerne med, men vi kan se og røre ved krabber og andre smådyr samt se en blæksprutte, der bliver dissekeret," fortæller Lotte Thomas, der tog kontakt med det berømte center i Grenaa. "Vi synes, at de børn som måske ikke lige har mulighed for at tage til Djursland, også skal se, hvad Kattegatcentret kan byde på. Og så sagde de ja. Det er ikke ret ofte, de rejser ud med deres krebsdyr." Programmet er langt fremme hos de to hovedansvarlige for Favrskov Børnefestival. Lotte Thomas og Elisa Spørring har gennem de sidste måneder arbejdet på at skrue nogle spændende indslag sammen til den meget populære festival, som allerede er stærkt efterspurgt. "Vi har fået mange henvendelser, der går på, hvornår det finder sted. Det bliver lørdag 18. juni fra kl 10 til 15, og det vil som sædvanlig finde sted i den afspærrede bymidte i Hinnerup," fortæller Lotte Thomas, der er uddannet jurist, men som brænder for at skabe store arrangementer.

Armbånd med kunst

Og det bliver stort med mange nye tiltag. "Det er jo en festival, og så skal man have armbånd på, selvom det er gratis at komme ind. Armbåndet bliver designet af Hinnerup Billedskole, og så kan man blive fotograferet med sit armbånd af Kyhl Fotografi, der senere vil hænge billederne op i butikkerne rundt omkring. Finder man sit portræt i et butiksvindue, kan man gå ind og få en gave det pågældende sted," siger Elisa Spørring fra Hinnerup Boghandel. Hun er også formand for Hinnerup Handelstandsforening, som bakker kraftigt op om arrangementet.

Tilmelding nødvendig

Blandt de andre nye tiltag finder man i år et børnedyrskue, hvor betingelsen for at deltage er, at dyrene er små og i bur. Her skal man tilmeldes på forhånd. Det skal man også, hvis man vil deltage i børnekræmmermarkedet, som udelukkende vil sælge ting fra børnenes verden. Det bliver også muligt at få et Sukkerchok, når den kendte poptrio underholder og giver autografer.

Fint samarbejde

Endnu mangler der et par ting at falde på plads for arrangørerne, som har en god støtte udenfor kontoret: "Vi vil gerne fremhæve det meget fine samarbejde, som vi har blandt foreninger, erhvervslivet og sponsorerne," lyder det fra Lotte Thomas og Elisa Spørring. Lokalavisen vil følge forberedelserne frem til 18. juni. Tilmelding til børnedyrskue og børnekræmmermarked kan allerede nu foretages på mail: festival2011favrskov@gmail.com

Publiceret 03 May 2011 03:00