To drenge røvet på Dryadevej

En 13-årig dreng og hans 12-årige kammerat blev fredag omkring kl. 13 udsat for et røveri, da de befandt sig på Dryadevej i Hvidovre Syd.

Drengene blev passet op af tre personer på en knallert. De tre truede drengene med tæv, hvis de ikke udleverede penge og mobiltelefoner. Gerningsmændene beskrives som unge mænd. En var ca. 15 år, med anden etnisk baggrund end dansk og betydelig mørkere i huden end de to andre. Hans højde er ca. 165-170 cm, spinkel af bygning. Han havde meget tykke og sorte øjenbryn og et meget surt og skarpt ansigtsudtryk. Han var iført en sort The North Face hue, sort jakke med Street mærker, sorte bukser og sorte sko. Han bar desuden et rødt- og sortstribet tørklæde for munden. Den anden gerningsmand beskrives som ca. 16-17 år, ligeledes af anden etnisk baggrund end dansk, lidt lys i huden. Han havde tynde sorte øjenbryn, grønbrune øjne og sort kort hår. Hans højde er ca. 175-185 cm høj og han er almindelig af bygning. Han var iført en sort The North Face jakke, lyse cowboybukser og sorte og hvide sko. Den sidste gerningsmand beskrives som ca. 16-17 år, med anden etnisk baggrund end dansk, lidt lys i huden. Han var bred af bygning, lidt muskuløs og ca. 175-185 cm høj. Han var under røveriet iført sort-grå jakke, sorte bukser og sko. De tre kørte på en grå og hvid scooter, som havde en mislyd fra udstødningen. Politiet modtager gerne oplysninger fra vidner i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til vicepolitikommissær Henrik Hougaard på telefon 72 58 78 21, Lokalpolitiet i Hvidovre, eller på telefon 43 86 14 48.

Publiceret 03 May 2011 09:00