Karina Juul og Marino Lariani sammen med deres to praktikanter fra Provence, Audrey og Elsa. (Foto: Erling J. Pedersen)

Karina Juul og Marino Lariani sammen med deres to praktikanter fra Provence, Audrey og Elsa. (Foto: Erling J. Pedersen)

Fransk visit i italiensk restaurant i Roskilde

Italiensk restauratør-par på Jernbanegade tager danske og udenlandske elever i praktik

- Vi har da en pligt til at uddanne de unge, så de kan lære noget og blive gode til arbejdet. Det kommer jo os alle til gode.
Derfor tager indehaverne af en af Roskildes gode restauranter, Gustu Giusto på Jernbanegade, Karina Juul og Marino Lariani, ofte praktikanter.
Karina fortæller gæsterne om maden og vinen, mens han med sin professionelle baggrund fra Lombardiet bestyrer gryderne i køkkenet.
Nu har de netop haft to unge piger fra Provence som praktikanter i en hel måned. At få elever fra den moderne gastronomis hjemland kan lyde lidt som at sælge sand til Sahara eller klipfisk til Lofoten, men de unge er også tilfredse.
Arrangementet er kommet i stand, fordi Slagteriskolen i Roskilde har et samarbejde om udvekslings-studenter med lignende fagskoler ved Torino og i parfumebyen Grasse.
Mens de unge udlændinge er i Roskilde, finder Slagteriskolen så et praktik-sted til dem.

Alle lærer noget

- Det er da sjovt. Vi lærer jo også selv noget, fordi de unge kommer lige fra fagskolerne og kan vise os noget nyt, fortæller Karina Juul.
- Så spørger de os, hvorfor vi gør sådan eller sådan, og det kan jo også give grund til at ændringer.
- Men vi gør det, fordi vi mener, at virksomheder har en pligt til at lære de unge mennesker op.
- Her i Danmark vil vi jo gerne have, at vore unge kan komme til udlandet og lære noget mere. Så må vi også gøre noget og tage mod unge fra andre lande og give dem noget. Ellers hænger det jo ikke sammen, argumenterer Karina Juul.

Væk fra mor og far

- Vi tager også danske unge i praktik, både fra folkeskoler, produktions-skoler og erhvervsskoler. De skal jo hjælpes i gang og opleve, hvad der kræves på en arbejdsplads.
- Mange unge lever jo i en lidt for 'beskyttet boble' hjemme hos mor og far, så de får noget af et chok, når de kommer ud i det virkelige liv.
- Men når de har oplevet at være i en virksomhed, får de også mere lyst til selv at arbejde og tage den nødvendige uddannelse, argumenterer Karina Juul.
Hun er meget stolt af, at flere af de gamle praktikanter kommer igen for at besøge hende og Marino. For nylig fik de således besøg af en studerende fra Italien, der tidlgiere har arbejdet hos dem.
tk

Publiceret 05 May 2011 08:00