ars Løkke Rasmussen sammen med Venstres nye leder i Roskilde Byråd, Bent Jørgensen.

ars Løkke Rasmussen sammen med Venstres nye leder i Roskilde Byråd, Bent Jørgensen.

Hellere tabe end lyve

Veloplagt Løkke i Roskilde - som en gummibold, der hele tiden kommer op igen

- Jeg vil hellere tabe næste valg end stå og lyve for jer, om at det nok skal gå alt sammen. Hos mig er der ikke noget hokus pokus om 12 minutter eller den slags. Danmark kan ikke bruge flere penge, end vi har.
Sådan forklarede en veloplagt Lars Løkke Rasmussen til over 200 deltagere, som torsdag aften var kommet til Venstre-møde på Comwell i Himmelev.
Statsministeren virkede veloplagt som en gummibold, der altid springer op igen, og selv om han længe har været bagud i meningsmålingerne, er det alt for tidligt at afskrive ham.
Dørene blev åbnet allerede fra klokken 19, mens folk strømmede til, og til sidst tog de obligatoriske PET-vagter også opstilling, inden partiets nye leder i byrådet, Bent Jørgensen bød velkommen.
VU'erne lagde ud med en drabelig sang om 'Løkke marcherer frem' på melodien 'when the Saints', og så tog 'Lille Lars fra Græsted' ellers fat uden brug af hverken manuskript eller stikord.

Gennem krisen

- Jeg har nu været statsminister i 25 måneder, og der er sket utrolig meget på den tid. Da jeg startede, kom krisen – men det var trods alt ikke ikke min skyld. Vi har tabt arbejdspladser og har fået gæld igen.
- Den første opgave var at sørge for, danskerne kom så lempeligt gennem krisen som muligt. Derfor har vi pumpet milliarder ud, bl.a. i flere bankpakker og til finansierede skattelettelser, så der kunne komme gang i økonomien.
- Derfor er vi nu kommet langt bedre gennem krisen, end man kunne frygte. Arbejdsløsheden falder igen, og der er vækst, selv om vi kunne ønske den større.

Over 200 var mødt op på Comwell i Roskilde for at høre statsministeren. (Foto: Erling J. Pedersen)

Over 200 var mødt op på Comwell i Roskilde for at høre statsministeren. (Foto: Erling J. Pedersen)

Uendeligt underskud

- Nu er det så tid til næste skridt, forklarede statsministeren.
- Vi skal sørge for, at Danmark stadig er et godt land, hvor vi kan hjælpe alle, og hvor man kan blive behandlet på sygehuset, når det er nødvendigt
- Under krisen er titusinder af jobs forsvundet. Samtidig bliver danskerne ældre, og det betyder, at hver gang 5 holder op med at arbejde, er der kun fire til at erstatte dem. Dvs. vi bliver færre, der skal tjene penge til flere.
- Endelig er Nordsø-olien ved at slippe op, så vi mangler også de penge.
- Alt det betyder, at det her land vil have underskud, så langt øjet rækker, hvis vi ikke gør noget. Nationaløkonomien er ligesom privatøkonomien: Man kan ikke leve, hvis der er underskud år efter år.

Må arbejde længere

Derfor er hovedsigtet i de forslag, som Løkkes VK-regering nu forhandler med både Dansk Folkeparti og De Radikale at få flere danskere til at arbejde længere.
- Vi bliver nødt til at gå på pension lidt senere. Jeg tror også, man kan forstå, at raske 60-årige ikke kan få penge for at trække sig tilbage, hvis der så ikke er penge til de syge, enten de er 70 eller 17.
Lars Løkke mente, at han nok kunne få en aftale med både Pia Kjærsgaard og Margrethe Vestager.
- Så kan vi igen sove roligt i Danmark, når vi ved, der er sikre indtægter til alle de udgifter, der er sikre nok, fastslog statsministeren, hvis tale blev hilst af lange klapsalver.
tk

Publiceret 06 May 2011 10:00