Charlotte og Ulf Nielsens hankat blev skudt ned ved åbenlys dag og blev fundet død i nabohaven. Her sidder de med søsteren Sofie.	(Foto: Erling J.)

Charlotte og Ulf Nielsens hankat blev skudt ned ved åbenlys dag og blev fundet død i nabohaven. Her sidder de med søsteren Sofie. (Foto: Erling J.)

Kat skudt ned ved højlys dag

Skovkatten Nicolai blev fundet med en kugle gennem kroppen- familiens børn græder

Af
Anette Gundlach

Børnene og forældrene savner skovkatten Nicolai. Den blev skudt lørdag 16. april cirka klokken 15.30. Mor Charlotte fandt den med en kugle gennem kroppen i naboens have. - Det er frygteligt, at andre bare går og skyder ens dyr i et villakvarter. Nu tør vi heller ikke lukke den anden kat ud, siger Charlotte, mens hun krammer den afdøde kats søster Sofia, der længselsfuldt kigger ud i den frodige have. Charlottes mand Ulf forklarer. Det var tredje eller fjerde gang kattene på knapt et år blev lukket ud i haven. Indtil videre holdt dyrene sig altid i nærheden af familien og kom når Ulf og Charlotte kaldte.

Hvor blev katten af

Efter en halv time undrede Charlotte sig over, hvor katten Nicolai blev af, og katten Sofia begyndte at springe op ad den mindste datter på fem år på en måde, som den aldrig havde gjort før. Men Ulf beroligede med, at han havde set, at den lå i naboens have. - Jeg troede, at den lå og solede sig, men da den så ikke havde bevæget sig længe, gik jeg hen og så til den. - Jeg tror den er død, udbrød jeg, da jeg kom helt hen til den, fortæller Ulf. Charlotte skynder sig derefter hen til de andre katteejere i kvarteret og advarer dem om, at de skal tage deres katte ind. Da hun løfter den op og lægger den på borden, opdager Ulf pludselig en lille bitte rød plamage på katten. Han undersøger den nærmere og ser et lille hul i siden af kroppen.

Den norske skovkat Nicolai blev knapt et år. Den blev skudt fjerde gang, den var ude. Her ligger den stadig i live i familiens sofa.	(Foto: Privat)

Den norske skovkat Nicolai blev knapt et år. Den blev skudt fjerde gang, den var ude. Her ligger den stadig i live i familiens sofa. (Foto: Privat)

Skudt ned

- Den er blevet skudt. Jeg kan ikke tro mine egne øjne og er helt i vildrede, siger Ulf. Han kontakter den lokale jæger, han vil have ham til at bekræfte, at katten er død af skud, da han ikke selv kan forstå, at det virkelig skulle være sket i deres idylliske kvarter. Jægeren undersøgte katten, og bekræftede, at det var rigtig nok, at den var blevet skudt. Charlotte og Ulf melder det straks til politiet. - Det kan simpelthen ikke passe, at man ikke kan lade sine kæledyr gå ude uden, de bliver skudt. Hvis der er nogen, der bliver sure over, at de går ind i deres have, må de jo sige til, siger Charlotte. Hun er bange for, at det næste gang kan gå ud over børnene eller hunden, hvis folk bare skyder løs i det ellers rolige villakvarter, hvor deres vej Haveloden ligger. Politiassistent Per Jacobsen fra politiets enhed for dyreværn har ikke oplevet noget lignende i de seneste år i Roskilde. Enheden har bedt familien om at fryse katten ned til politiet har tid til at kigge på den. I dag venter familien stadig på at politiet går videre med sagen. Indtil da ligger katten i jægeren Oles store fryser. ag@roskildeavis.dk

Publiceret 06 May 2011 09:30