Henrik Stougaard, SF
(Foto: Erling J. Pedersen)

Henrik Stougaard, SF (Foto: Erling J. Pedersen)

Kompromis om Røde Port

Både Konservative og SF vil arbejde videre med projektet

Røde Port-projektet gennemføres i en eller anden størrelse, viste diskussionen mellem partierne på byrådets nylige seminar. Men kommunen vil have mere styr på processen undervejs, og derfor skal det foregå i et samarbejde med projektmager Claus B. Hansen og kommende investorer. Blandt de partier, der vil være med til at godkende et nyt center med butikker, hotel og kontorer på det gamle jernbaneterræn ved Ny Østergade, er SF og Konservative i hver sin ende, når det gælder størrelsen.

Ikke brug for mere

- Vi ønsker det bliver noget i stil med det sidste oplæg fra kommunens administration, så der kun bliver o. 6.000 kvm. butikker og hotellet ikke bliver højere end 12 etager, siger viceborgmester Henrik Stougaard (SF). - Efter vores opfattelse er der heller ikke brug for mere, hvis det skal være realistisk. Ingen bygherre vil vel putte flere penge i flere kvadratmeter end det, der kan løbe rundt. Henrik Stougaard lægger også vægt på, at et stort flertal i byrådet bliver enige om et kompromis i sagen. - Hvis der er politisk usikkerhed, så flertallet kan forsvinde efter et valg, bliver det nok umuligt at finde investorer dertil, siger han.

Carsten Wickmann, Konservative (Foto: Erling J. Pedersen)

Carsten Wickmann, Konservative (Foto: Erling J. Pedersen)

Plads til turister

Carsten Wickmann, gruppeformand hos De Konservative, håber, at projektet får tilstrækkelig størrelse til at blive bæredygtigt. - Det skal være godt både for investorerne samt de forretninger, virksomheder og hotellet – men også for byens eksisterende handelsliv. - Hotellet er f.eks. nødt til at have en vis størrelse, og der er ingen grund til at gøre det lavere end det, man har fået lov til. Det skal gerne blive attraktivt at bo der, så turisterne er i Roskilde mere end én dag. Carsten Wickmann er også tilfreds med, at der nu er bredt politisk flertal for at gå videre med projektet. tk

Publiceret 06 May 2011 10:00